I løbet af sommeren har Århus kommune anlagt en sti fra Hasle bakker ned gennem Skjoldhøjkilen tæt forbi de fredede søer.
Det er tæt ved boligområderne Toveshøj, Holmstrup og Bronzealdervænget. Anlæggelsen af stien har vakt stor uro i Holmstrup. Området har igennem flere år været stærkt plaget af knallertterror, og det kan kun blive værre med flere stier. Hvad med beskyttelse af de fredede arealer, spørger beboerne om.
I Holmstrup er man gået i gang med at undersøge, om Århus Kommune i det hele taget overholder sin egen lokalplan for området. I hvert fald er stien ikke anført på kortet.
Kommunens holdning
Tine Serup, Natur og Miljø, bedyrer imidlertid, at lokalplanen er overholdt. Der tales nemlig heri om udbygning af vej- og stianlæg. Fredningsbestemmelserne er også overholdt, da stien er anlagt mere end to meter fra de fredede søer med nogle meget sjældne padder. Hun fortæller videre, at der vil blive lagt store sten som hindring mod knallerter og anden uvedkommende kørsel. Inden jul vil tre store granitklodser blive stillet op, som spærrer mod, at nogen kører ind.
Kommunen siger i øvrigt, at den anlægger stier i naturområder for at åbne op for dem. Men jo mere færdsel, der bliver i områderne, desto mere slides der på dem.
Da portalens udsendte gik en tur på stien, så han ingen store sten. Til gengæld så han en bil på toppen af Hasle Bakker. Det kan naturområder altså også bruges til.