150 borgervendte sider på Århus Kommunes hjemmeside bliver i denne tid oversat til engelsk og arabisk, så der til foråret kan sættes en globus på de sider, hvor man kan hente informationen på de to sprog.

Det er et pilotprojekt til 700.000 kr., som får premiere til foråret. Det styres af kommunens borgerservice, og projektleder Ina Bækgaard siger, at hvis der bagefter er politisk vilje til at gøre det permanent, skal de handlingsanvisende og praktiske informationer desuden oversættes til somali, tyrkisk, vietnamesisk, polsk og tysk.

Engelsk, polsk og tysk er især henvendt til gæster og arbejdstagere, mens de øvrige sprog er henvendt til nydanskerne i Århus.

Planerne rammer direkte ind i diskussionen om, hvorvidt information på nydanskernes sprog fremmer eller hæmmer integration. I byrådet er der allerede delte meninger, men Ina Bækgaard mener det fremmer integrationen:

”Teksterne er de handlingsanvisende og meget borgerrettede, eksempelvis om bolig, folkeregister, graviditet og sundhed. Det er billigere for kommunen, hvis flere kan betjene sig selv via hjemmesiden frem for at møde op på kontorer. Og det fremmer integrationen, hvis nydanskerne på denne måde kan få starthjælp til at blive integreret,” siger hun.

Svære arabiske skrifttegn
Arabisk er valgt som det første indvandrersprog, fordi 20 procent af de århusianske indvandrere taler arabisk. Men der er praktiske vanskeligheder forbundet med arabisk:

Dels er det en teknisk udfordring at vise arabiske skrifttegn på hjemmesiden, og dels er det svært at finde den helt rigtige oversættelse. Ina Bækgaard har set et eksempel på en oversættelse om barselsperiode, så det fremstod, som om moderen kun måtte amme barnet i tre måneder. Ganske fatalt for børnene, idet muslimske kvinder ammer i op til to år.

Kommunens borgerservice har nu fundet oversættere, og stikprøver skal vise, om oversættelserne til arabisk har den ønskede kvalitet.