Borgmester Nicolai Wammen går sammen med folk fra århusianske boligforeninger til Folketinget for at bane vejen for et nyt register, der kan bremse ballademagere i almene boligafdelinger.

Direktør Leif Jensen fra Boligforeningen Århus Omegn er helt enig i, at et fælles register over kriminelle, der er sat ud af deres bolig, er en rigtig god idé.
Få familier skaber problemerne
”Det er kun rimeligt, at de mennesker der har demonstreret, at de er uegnet til at bo i et fællesskab forhindres i at få en bolig i en anden boligforening. Man kan eventuelt gennem den sociale boligtildeling opstille betingelser for at få en anden bolig fx at boligen tildeles i en afdeling med få sociale problemer, og at den søn der er årsag til udsættelsen ikke flytter med. I virkeligheden drejer det sig jo kun om nogle få familier, og registreringen vil altid være efter en dom.” siger Leif Jensen.
De seks århusianske almene boligorganisationer i Århusbolig har fra Registertilsynet fået afslag på at oprette fælles register, som kan sikre, at personer, der er opsagt og sat ud af deres lejlighed på grund af brandstiftelse, ballade eller anden kriminalitet, også afvises i andre århusianske afdelinger. Uden et sådan register kan udsatte lejere uden videre flytte til en anden almen lejebolig, hvor de igen kan være til gene for andre lejere.
På den baggrund vil borgmester Nicolai Wammen nu sammen med direktør Anders Rønnebo tage kontakt til regeringen og Folketinget for på den måde at bane vejen for en lovændring, der kan gøre det muligt at oprette det ønskede register.
Borgmester Nicolai Wammen siger:
”Vi har desværre i de senere år set flere eksempler på lejere, der har chikaneret andre lejere eller som har haft en klar kriminel adfærd. Når sådanne personer bliver smidt ud af en almen bolig, så er det kun rimeligt, at de ikke uden videre kan gå over gaden til en anden afdeling og fortsætte deres ballade. Derfor bør boligforeninger kunne oprette et ‘bølleregister’, som kan sikre ro og tryghed for beboere i de almene boligafdelinger.”