Det er ikke lovligt at videoovervåge offentlige arealer i boligområder. Krav om en lovændring har været fremme flere steder i landet. Og det er dukket op i samarbejdet mellem Århus Kommune og Brabrand Boligforening om en helhedsplan for Gellerup.
Hvis boligorganisationer får adgang til at videoovervåge, er der ikke enighed om at gøre brug af denne mulighed.
 
Helle Hansen, som er afdelingsformand for Brabrand Boligforeningens Gellerup afdeling, mener, at man skal være påpasselig med en øget overvågning af området.

”Det er sørgeligt, hvis vi er nået et punkt, hvor vi skal videoovervåge hver eneste kvadratmeter,” siger hun til Jp.dk

Total overvågning
Formanden for Brabrand boligforening, Jesper Pedersen, er dog ikke bange for den øgede overvågning. Han ser det som en nødvendighed for at komme hærværket til livs.

”Det skal være total overvågning af området. Hvis det er dét, som skal til for ikke at få ballade, så skal vi gøre det.”

Formanden for Retsudvalget, Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti ser positivt på sagen og er klar til at fjerne. forhindringer for, at der kan sættes overvågningskameraer op i Gellerup.

Tal med bøllernes forældre
I Mjølner parken i Københavns nordvest kvarter havde man de samme problemer. Men bestyrelsen mener dog ikke, at en totalovervågning var løsningen. Her talte man med ”bøllernes” forældre og slægtninge. På denne måde mente de, at familierne ville tage en aktiv del i at prøve at stoppe hærværket, og dette så ud til at hjælpe.

"Da vi havde ildspåsættelser i nogle biler i efteråret, gik vi selv rundt og talte med forældre. Det betød, at vi ikke fik flere tilfælde af den slags," siger beboernes formand Mohammed Aslam til Politiken.
Det er vigtigt, at man gør noget, man skal selv være aktiv. Kameraerne løser ikke problemerne, hvis man ikke samtidig sætter andre tiltag i gang også, tilføjer han.
Det samme er lederen af det forebyggende SSP-samarbejde i Århus, Toke Agerschou, inde på. Han siger:
"Overvågning har stort set ingen kriminalpræventiv effekt. Det er kun ”de dumme”, der går ind i kameraet. Forskønnelse og aktiviteter har større effekt."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.