Palæstina Film Festival tager i år fat om sprængfarlige politiske emner. Blandt andet har filmen No Other Land om nedrivning af palæstinenseres huse – og om venskabet mellem en israeler og en palæstinenser – sat sindene i kog.

Palæstina Film Festival er igen i år ude med et tæt program. Det er 11. år i træk, at Palæstina Film Festival afholdes i samarbejde med biografen Øst for Paradis, hvor du i de slutningen af ugen kan se et righoldigt program af spille- og dokumentarfilm.

Drivende kræfter er Huda Chaaban, Imad Kaaouach og Ole Jessen, alle med tilknytning til kulturlivet i Gellerup.

Denne gang er filmen No Other Land et af trækplastrene. Filmen vandt i år dokumentarprisen ved årets Berlinale. Der er der på forhånd stor interesse for filmen, og forestillingen på lørdag, d. 20. april er tæt på at være udsolgt.

Festivalen har i år desuden aktuelle gæster fra Palæstina, som taler ved flere af forestillingerne. Det er Naila Ayesh og Jamal Zakout, der kommer direkte fra Vestbredden, og som filmen Naila and The Uprising, handler om. Den vises søndag d. 21. april.

Ægteparret boede tidligere i Gaza, men Jamal blev deporteret på grund af sin modstand mod den israelske besættelse.

Naila blev boende, og da der i 1987 udbrød et landsdækkende palæstinensisk oprør, var Naila sammen med andre kvinder med til at starte den første ikke voldelige modstand mod besættelsen. Det blev senere kendt som Den Første Intifada.

Film om teenageres drømme
Festivalen åbnes i Aarhus torsdag d. 18. april med den helt nye spillefilm, The Teacher, af den Oscar-nominerede palæstinensiske instruktør Farah Nabulsi. Det er et drama om de tilspidsede forhold på Vestbredden, og om hovedpersonens splittelse mellem modstand mod besættelsen og ønsket om kærlighed.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad taler, inden filmen vises. Til denne visning er de fleste billetter ligeledes solgt.

Fredag d. 19.4. vises Alam, en spillefilm om en gruppe palæstinensiske teenagere, der har samme drømme og ønsker som andre teenagere i verden. En af dem, Tamer, vil imponere den smukke Maysaa, så han er med i en farlig protest mod besættelsen, men kampen for friheden har en pris.

”Målet med Palæstina Film Festival er at vise kvalitets spille- og dokumentarfilm, for at give et bredere og mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinensere, kulturelt, historisk og menneskeligt,” skriver Palæstina Film Festival i en pressemeddelelse.

Palæstina Film Festival er i år kraftigt udvidet til fem byer: Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Kolding.

Festivalen støttes økonomisk af bl.a. Det Danske Filminstitut, Nordea Fonden og Aarhus Kommune samt sponsorerne Faour, Jenin, Bazar Slagter, Turan Malerfirma, og Khalils Frisør.

Billetprisen er 75 kr., hvoraf 5 kr. går til Det Palæstinensiske Skakforbund i Flygtningelejren Shatila ved Beirut.

Du kan se hele programmet via dette link

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.