Efter den første omgang af Sporttrack, som løb af stabelen i løbet af efteråret 2008, er projektet nu klar til at starte op igen efter nytår.
Sporttrack er et projektsamarbejde mellem DGI, Idrætssamvirket i Århus, Det Boligsociale Fællessekretariat og Globus1 og bliver financeret af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
Formålet med hele kurset er at uddanne frivillige trænere og ledere til foreningerne i Århus og er henvendt til alle i alderen 14- 30. Det ruster de unge til at blive træner eller leder i en lokalforening og gøre en forskel på lokalområdet.
Kurset er delt op i tre moduler, som normalt strækker sig over en hverdagsaften og et heldagsforløb i en weekend.
Kurset indeholder bla. også et praktikforløb hos en forening i Århus, hvor man kan afprøve sin teori i praksis.
Ca. 30 har gennemgået kurset i efteråret og ifølge konsulelent på projektet Henriette Gaardbo, har det indtil nu været en succes.  ”De, som har gennemført de første moduler, har været glad for forløbet ,og de starter op igen til foråret, for at færdiggøre deres kursus,” siger Henriette Gaardbo.
Nyt initiativ denne sæson
Som noget helt nyt har arrangørerne planlagt et kursus, som hedder medborgerkurser, og som primært skal henvende sig til forældrene til kursisterne, men også til andre interesserede voksne, som har interesse i at drive en forening eller lære noget om, hvordan det danske foreningsliv fungerer.
Der bliver  undervist i struktur, ledelse, organisering og tilskudsmuligheder, og deltagerne kan på den måde få et indblik i, hvordan en forening fungerer, enten hvis man vil hjælpe en gang imellem, eller være en god støtte for sit barn, der går på kurset.
Gode udviklingsmuligheder
Henriette Gaardbo peger på, at der udover uddannelsen er andre fordele ved at tage kurset.
”Man får noget på sit cv, man udvikler sig som menneske, og man får noget at vide om foreningslivet generelt, som kan hjælpe en på andre tidspunkter i livet.”
For flere oplysninger om sporttrack se www.sporttrack.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.