Fredag den 16. januar var mere end 60 mennesker mødt op til nytårsfest i Viby Sognegård. Et af tre indslag gjaldt Maria Arianfar, som fortalte om sit liv i Iran. Iran er det land, der får de fleste til at tænke på sorte ayatollaher og tildækkede kvinder. Men ifølge Maria har landet meget mere at byde på.
Efter kage, kaffe og to sange fra den nye salmebog gik Maria i gang med at fortælle om sin barndom i Iran. Maria som i dag er 39 år gammel, forlod Iran for ca. 14 år siden sammen med sin lille datter for at genforenes med sin daværende mand i Danmark.
Jeg kunne ikke vænne mig til tørklædet
”Da Shahen forlod Iran og præstestyret overtog magten, blev piger og kvinder tvunget til at gå med tørklæde mod deres egne vilje” siger Maria, som i dag ikke bærer tørklæde, da hun ikke er tvunget til det. ”Vi havde svært ved at vænne os til hejab, især da vi skulle dyrke sport med de lange kjoler og tørklæder på” siger Maria og tilføjer ”kvinders hår anses for at virke tiltrækkende på mænd og skal derfor dækkes til”.
Kvinderne viser deres utilfredshed via deres påklædning
Ifølge Maria er den iranske befolkning meget kloge og de ønsker forandring, men de kan ikke gøre oprør mod regimet, da de bl.a. har økonomiske problemer at slås med, og vil ikke risikere at komme i fængsel, da familien i så fald ville miste sin forsørger. ”Men kvinderne i Iran viser deres utilfredshed ved at fokusere mere på deres udseende og ved at vise deres hår og sminke sig” siger Maria Arianfar, der besøger Iran mindst en gang om året.
”Min datter på snart 17 år, som er opvokset her i Danmark havde også svært ved at forstå, hvorfor hun skulle dække sig til da vi var på ferie i Iran og spurgte, om det var det Iran jeg var stolt af” siger Maria og fortsætter ”jeg prøvede på at forklare hende, at hejab er påtvunget og at det bl.a. er den iranske kultur og historie jeg er stolt af”.
Jeg har cand. mag i livserfaring
”Da jeg kom til Danmark startede jeg med at arbejde på et plejehjem – dette fortalte jeg ikke til min familie, som havde store forventninger til mig, hvad angår uddannelse” siger Maria, der har en uafsluttet eksamen i arabisk og persisk litteratur fra Iran.
Hun fortsætter ”Arbejdet på plejehjemmet har givet mig meget og er grunden til, at jeg i dag arbejder med ældre mennesker med anden etnisk baggrund end dansk” siger Maria, der bl.a. har været frivillig i Kvindehuset i Viby, tolk, og salgsassistent i Salling.
”Jeg kan ikke prale af at have en cand. mag i et eller andet fra Århus Universitet, men jeg kan prale af at have cand. mag i livserfaring – noget som ikke kan købes med penge – men noget, som jeg har betalt for med mit liv” siger Maria.
Dog påpeger Maria, at uddannelse giver prestige og spiller derfor en stor rolle i Iran til trods for at mange veluddannede har svært ved at finde et job. Maria afsluttede sit interessante foredrag ved glædeligt at besvare de spørgsmål de engagerede fremmødte stillede om Iran og kvindernes rettigheder. Mange af de fremmødte udtrykte et ønske om at besøge Iran.