"Du tager bare, hvad du gerne vil have," siger lederen af Livsværkstederne, 53-årige Verner Karkov, da denne signatur tirsdag aften klokken 19.15 besøger Livsværkstederne i City Vest.
Over et dejligt måltid mad og en sodavand fortæller Verner Karkov om grundlaget for Livsværkstederne, der årligt har en omsætning på 3 millioner kroner – kun 400.000 kroner eller rundt regnet 13,3% af omsætningen er offentligt tilskud.
Han mener, at det er utroligt vigtigt at forsøge at mødes som mennesker – altså ikke skele til, om hudfarven er mørk, gul eller hvid eller om folk går med tørklæde eller kasket.
Et vigtigt felt for Livsværkstederne er i denne forbindelse guideordningen – en særlig ordning, hvor Livsværkstederne forsøger at guide indvandrere ind i den danske kultur. "Det kan for eksempel være, hvis en indvandrer gerne vil gå i teateret, men ikke kan finde en at dele interessen med – så prøver vi at finde en guide til ham eller hende," fortæller Verner Karkov.
Fire gode spørgsmål at stille sig selv som mulig guide er:
• Ønsker jeg at yde en frivillig indsats?
• Ønsker jeg at udvide mit sociale netværk?
• Ønsker jeg at dele en interesse med en anden?
• Ønsker jeg at få praktisk erfaring med at arbejde med mennesker?
Hvis man gerne vil være med i Livsværkstedernes guideordning, kan man tilmelde sig via telefon eller hjemmeside (se herunder) eller på Livsværkstederne i Gellerup.
Livsværkstederne, der ligger på 1. sal i City Vest, beskæftiger 18 mennesker.
Læs mere om Livsværkstederne.