Der bliver to "slutspurter" for beboere, der gerne vil have mere indflydelse på helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj. Den ene er lige nu, hvor dispositionsplanen skal skrues sammen af to rådgivergrupper, og den anden bliver til oktober og november, når planen kommer i høring.
Planen skal vedtages endeligt af Århus Byråd og Brabrand Boligforenings repræsentantskab i februar 2010. Også efter den måned er der dog mulighed for at påvirke udviklingen – i hvert fald i det omfang, der skal vedtages lokalplaner for byggerier, vejprojekter mv.
Sluptspurten lige nu
Det er muligt at få indflydelse nu og komme med ønsker til dispositionsplanen. I planen skal der være en samlet liste over projekter, der skal gennemføres (hvis der skaffes penge), og der kommer årstal på det hele.
I det nyeste nummer af boligforeningens medlemsblad, Skræppebladet, opfordrer næstformand Keld Albrechtsen beboerne til at komme med ønsker til planen, og det skal snart være. "Man kan altid henvende sig til de to afdelingsbestyrelser eller til boligforeningen med forslag og ønsker," skriver han.
Beboerne skal bakke op
Han har også noteret sig, at nogle politikere ivrigt diskuterer dele af helhedsplanen – nemlig om der skal fjernes almene boligkvadratmeter eller ej. Rådmand Gert Bjerregårds forslag går længst med at forlange, at andelen af almene boliger i området sænkes fra de nuværende 90 procent til ca. 30 procent.
Dette har aldrig været boligforeningens kop te, og Keld Albrechtsen gør stilfærdigt opmærksom på, at der ikke bliver nogen plan uden beboernes velvilje:
"Det er godt med debatten, og det er naturligvis i orden, at de forskellige partier lægger deres ønskesedler frem. Men vi skal også sikre, at den plan, der vedtages, er økonomisk forsvarlig og har den nødvendige opbakning blandt beboerne, afdelingsbestyrelserne og i boligforeningen."
Han pointerer også, at der er aftalt en tryghedsgaranti mellem parterne, så ingen kan tvinges til at forlade området på grund af helhedsplanen.