"Skrald: Drop det, stop det, hold nu op."
Sådan lød overskriften på en af vore artikler i ugens løb, og nu kan en overskrift eller sætning som denne blive blæst op på en ny lysavis, der sættes op på Globus1 i Gellerup – både udvendigt og indvendigt.
Overskriften herover er på otte ord, og det er også den begrænsning, der lægges ind: korte, klare, fyndige tekster – sådan.
Lysavisen får premiere fredag den 4. september, og Globus1 efterlyser netop nu tekster, arrangementer, små digte og udsagn, der kan blive lagt ind på lysavisen. Kom hurtigt med de første – deadline er 25. august!
Har man en ytring eller et poetisk indslag, sender man det til Janni Hylleberg på Globus1. I redaktionen sidder også de to kunstnere, der har stået for lysavisprojektet, Grete Aagaard og Tanja Nellemann Poulsen.
Ud over, at sætningen skal være kort, er der tre regler for tekster, der kan optages:
- tilknytning itl Globus1 eller til Vestbyen
- indbyder folk bredt til at komme og være med
- IKKE kommercielle tiltag.
Efter sætningen kan der skrives en hjemmesideadresse, hvis den er relevant.
Skoleelever, kunstnere og blade
En lang række leverandører har allerede lovet at være med. Det er blandt andet 7. og 8. klasserne på Tovshøjskolen, kunstnere, borgerportalen aarhusvest.dk, Skræppebladet, Gellerup Bibliotek, Klubberne i Gellerup, Gellerupscenen, Cirkus Tværs, Meyerprojektet, Syværkstedet i Yggdrasil og Tousgårdsladen.