Rapperen, med det borgerlige navn Thorbjørn Bech-Rossen, har i denne sommer turneret med Grøn Koncert. Han ærgrer sig af flere grunde over sagen fra Viby. Han synes, at læreren har været meget lidt smart, og at sagen er blevet håndteret helt forkert af Århus Kommune. Skolen blev lukket, fordi der var utilfredshed med en tekst, som en elleveårig dreng sang.
Eleverne kommer for at lære
Ham den Lange, der har tilknytning til forskellige rapskoler, går ikke ind for politisk propaganda for statens penge. Børn, der kommer i en rapskole, skal skrive deres egne sange. De skal have mulighed for at udtrykke sig om deres liv og opfattelse af tingene. Og de skal lære at lave rap. Læreren i Viby, Carthage Beck McGosh, havde selv skrevet den famøse tekst, som han lod drengen synge. Dermed kom drengen til at stå som formidler af lærerens politiske budskab, og det er ikke i orden.
En rapskole er ikke en folkeskole
Ham den Lange har selv drevet en rapskole og håber på at kunne starte et nyt hold op til efteråret. Hverken han eller dem, som han har samarbejdet med i forbindelse med rapskoler, skriver tekster til deres elever. Men hjælper selvfølgelig med rim, rytme og formulering.
”Det gælder om at holde dem fanget,” siger Ham den lange. ”Og vi må aldrig blive folkeskolelærere, så vil det ikke virke.” Det nytter ikke noget at censurere. Han afliver fuldstændigt myten om, at de unge lærer et grimt sprog og voldelige talemåder på rapskolerne. ”Alt det kan de i forvejen, men her får de lov til og mulighed for at udtrykke sig på egne betingelser. Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville de være ude at stjæle knallerter efter et kvarter.”
En gruppe børn er blevet tabere i en ubehagelig sag. Ved at lukke rapskolen i Viby straffede Århus Kommune eleverne for en lærers dumhed, mener han.