Erhvervsfolkene i Brabrand er trætte af ordet ”integration”. Ikke fordi de går imod at integrere, men Brabrand Erhvervsforening mener, det er på tide at komme lidt videre, og retter derfor fokus mod lige vilkår.
Hvordan gør man så det? Dels ved at indbyde alle i Vestbyen til en konkurrence, og dels ved at holde en konference tirsdag den 10. november i City Vest. Titlen er ”Fra integration til lige vilkår”.

Konkurrencen går ud på, at man kan skrive en artikel, lave en fotoreportage, digte eller producere en video, hvor omdrejningspunktet er Fra integration til lige vilkår – i Brabrand-perspektiv”.

Helle Trap Friis, næstformand i Brabrand Erhvervsforening håber, at mange vil give et bud på dette princip i konkurrencen. Fristen for at sende bidrag ind er 4. november kl. 12. De kan sendes til helle@trapfriismanagement.dk eller afleveres hos Danisco, Edw. Rahrs Vej 38.

Indholdet er det afgørende
”Det er ikke formen, men indholdet der er afgørende. Her er det tolkningen, der giver adgang til at vinde præmien,” fortæller Helle Trap Friis.

Præmien er ”5 minutter bag om” – et tv-indslag på TV Århus om vinderen og dennes tanker og ideer med løsningsforslaget. Præmien overrækkes til vinderen på selve konferencen af borgmester Nicolai Wammen.

4. november er samtidig fristen for at melde sig til konferencen 10. november om socialt ansvar i virksomheder. Læs mere om konferencen og oplægsholderne på Brabrand Erhvervsforenings hjemmeside under Nyheder.
Se programmet her på kalenderen