Flere unge skal i arbejde eller have en uddannelse, men hvordan synes kandidaterne til det kommende byråd at det skal foregå? Skal det være fine hensigtserklæringer eller følger der penge med?
Det er spørgsmålet, når der indbydes til et utraditionelt vælgermøde i Globus 1 på Gudrunsvej 3A i Brabrand. Det sker fra kl. 16 – 19 på torsdag den 12. november.

Ikke tør paneldebat
Hvis nogen tror, at man i dette tidsrum skal sidde på sin flade og lytte til valgløfter, så må man tro om igen. Programmet åbnes af Kejser A og rapskolen, så mon ikke, der er bid i det oplæg?

Åbne boder
Så er der åbne boder, hvor politikerne efter bedste evne må forsøge at sælge sig selv og deres budskaber til de fremmødte, først herefter bliver der debat om de emner som de unge synes er relevante. Til sidst er der sat tid af til en lille snak med politikerne.

Mange har samarbejdet
Der er mange arrangører bag det utraditionelle vælgermøde, der forhåbentlig inspirerer mange unge til at stemme ved kommunalvalget den 17. November. Det er Shaqo, Shaqo Junior, Globus 1, Brabrand Ungdoms- og Kulturforening, Somali Community in Denmark (Det somaliske samfund i Danmark) og Den Arabiske Kulturforening.

Politikerne møder op
De repræsentanter, der møder op fra partierne er: Hans Halvorsen (S), Ali Nuur (V), Thomas Medom (SF), Rabih Azad-Ahmad (R), Lars Bro (Liberal Alliance) og Niels Christian Selchau-Mark (C). Hvem der repræsenterer enhedslisten vides endnu ikke.