I gamle dage ville enhver nordbo med respekt for sig selv, naturen og mørkets kræfter ikke undlade at fejre lysets tilbagekomst her i den mørke tid. Men jo mere kristne danerne blev, des mere glemte de den oprindelige grund til at holde fest her midt om vinteren. Men måske er solhvervsfesten nu på vej tilbage.
"De fremmede" fejrer stadig solhvervet
Lørdag aften var der en sådan fest i Herredsvang Kulturhus. Det var Interkulturel Kvindeforening, der stod for arrangementet med forkvinde Mehrangiz Jahandari i spidsen. Cirka 25-30 personer, de fleste fra Iran, havde fundet vej til Kulturhuset, mens mange, der kunne ha’ deltaget, ikke var klar over, om festen blev til noget på grund af, at en brand i aserbadjansk forening for få dage siden har skabt megen forviring.
Festen for den længste nat
"I virkeligheden er mandag aften det rigtige tidspunkt for "shabiyalda", festen for den længste nat," fortæller Sahar Mirzaei, en livsglad og levende kvinde omkring de 30 med godt tag på den smukke og sensuelle dans, vi i Danmark kun kender fra film og ferier, "men vi skal jo op og på arbejde, så lørdag er en bedre dag," siger hun.
"Shabiyalda er festen for Mitras fødselsdag (persisk gudinde, der har mange lighedspunkter med Jesus), og i gamle dage gik vi ud i bjergene og bad om, at solen ville komme tilbage og give os frugtbarhed. Vi lavede bål og dansede. Dengang var det en religiøs fest, nu er det mere en social fest, men vi danser stadig."
Og ja, smukke unge piger danser med inciterende bevægelser rundt mellem hinanden og de småpiger, der ihærdigt forsøger at gøre dem kunsten efter. Hænder glider med slangeagtige bevægelser rundt om sig selv og den dansende og fortryller den fremmede beskuer.
Mindre unge kvinder genopfrisker lige trinene og de graciøse bevægelser og går så tilbage til pladsen ved bordet og falder igen ind i klappekoret.
Der er en CD på ghettoblasteren, men man fornemmer, at musikken egentlig er overflødig. I mindst 4000 år har man danset disse "soldanse", måske af og til med en fløjte eller en enstrenget "guitar", men sikkert altid med det taktfaste klappeakompagnement.
Man samles hos de ældste
"Nu om dage er det som sagt mere en social fest," fortsætter Sahar. "Familie og venner samles hos de ælste, der fortæller historier om gamle dage. Vi spiser vandmelon og granatæbler, der er røde som solen og har mange kerner, som betyder frugtbarhed. Vi spiser også æbler, der er en paradisfrugt, har kerner og gør rask. Og nødder og kage. Vi spiser sødt – og snakker sødt til hinanden," ler hun.
Holder også jul
"Er I kristne?" vil borgerjournalisten vide."Nej vi er muslimer, men nu vi bor i Danmark, holder vi en lille jul med risalamande og julegaver og alting, du ved – sådan for børnenes skyld," slutter Sahar og smiler.
