Snart åbner nyt rapcenter med indspilningsudstyr og undervisningslokaler i Bispehaven. Men siden februar 2009 har der været rapskoler i Gellerup, Herredsvang og Bispehaven.
50 elever på rapskoler i Vestbyen
8210 Rap & Dance er et boligsocialt initiativ startet af Det Boligsociale Fællessekretariat i samarbejde med Fritidsklubberne. Projektet bygger på, at Århus Vest allerede har fostret nogle af de mest kendte og respekterede rapstjerner i landet. Rap & Dance ledes af Henning Winther, der har baggrund i hiphop og erfaringer som koncertarrangør.
De tre rapskoler i Vestbyen har til sammen 51 elever.
Rap & Dance er et fritidstilbud til unge med interesse for musik. Men projektet kræver arbejde og aktiv indsats af de unge, der vil være med.
Positiv evaluering
Det Boligsociale Fællessekretariat har foretaget en evaluering af Rap & Dance, som skal udmøntes i en folder om projektet.
Arbejdet i rapskolerne møder anerkendelse hos kommunale ledere og medarbejdere i området. "Det, de unge kan, skal man være meget sprogligt dygtig for at kunne," siger en lærer.
Lederen af det boligsociale arbejde i Herredsvang Susanne Bøgelund fremhæver børnenes personlige udbytte: "Jeg kan mærke, at de unge har fået mere selvværd." Ifølge Susanne Bøgelund tænker de unge dybere og reflekterer over deres liv, og hun tilføjer: "I vores dialog med forældrene fortæller vi om, hvor godt det går med deres børn, og hvor gode de faktisk er. Denne positive tilbagemelding gør forældrene stolte og engagerede."
Styr på tanker gennem rap
Andreas Abildlund underviser på rapskolen i Gellerup. Han understreger, at rapskolen kræver, at de unge skal lave rap, men ikke at de skal ændre sig: "Rap skal være et værktøj, de kan bruge i deres liv. Det giver dem mulighed for at bearbejde alle de ting, de tumler med i dagligdagen, og få nogle af deres tunge og væsentlige tanker ned på papir, hvor de kan forholde sig til dem."
Ifølge evalueringen har 8210 Rap & Dance en klar social vinkel ved siden af fokus på musikken.