I Det Kreative Værksted i Gellerup glæder de sig ved starten af 2010 over en økonomisk støtte fra Bikuben-fonden, som gør det muligt at fortsætte aktiviteten i hele 2010. Og de drømmer om de nye muligheder, som flytning i løbet af foråret til Foreningernes Hus i Nordgårdskolens bygninger giver.
Det Kreative Værksted startede i sommeren 2008 som projekt med midler fra Det Boligsociale Fællessekretariat. Indtil Bikuben-fonden trådte til, har projektet desuden været holdt i gang af midler fra Fællessekretariatet og afdelinger i Brabrand Boligforening. Projektet holder til i Yggdrasil på Dorthesvej i Gelleruppparken, hvor nu også Cafe Perlen har til huse.
Åbent tilbud for kvinder
Projektets formål var fra starten at råde bod på manglende tilbud til kvinder på et tidspunkt, hvor aktiviteter i Yggdrasil mest henvendte sig til mænd og drenge. Derudover gav især ældre kvinder udtryk for behov for adgang til at låne symaskiner.
Det Kreative Værksted har åbent ti timer om ugen, nemlig mandag og onsdag kl. 10-13 og tirsdag kl. 10-14. Værkstedets leder Hanne Miriam Larsen kan kontaktes personligt eller på telefon (86251016) i åbningstiden.
Mødested for succeoplevelser
"Det Kreative Værksted er mødested for kvinder på tværs af alder, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning, etnisk baggrund, sprogkundskaber, – ja, alle mulige forskelle," fortæller Hanne Miriam Larsen: "Det er et åbent mødested uden hverken medlemskab eller tilmelding svarende til ’Huset’ i Midtbyen, men målrettet kvinder i lokalområdet."
Hanne Miriam Larsen fortsætter: "Det er gratis at være med. Man kommer i Det kreative Værksted for at lave noget sammen med andre og for at være med i et fællesskab. Man kan gøre noget for sig selv og for andre. Her er rummelighed og glæde. Her oplever kvinderne fokus på deres positive resurser og ikke på det, de ikke kan."
Nye lokaler med nye muligheder
I Værkstedet bruger Marianne nye færdigheder i at hækle, og ved symaskinen er Deeka i gang med at reparere en nederdel. Behovet for større lokaler forekommer indlysende, når Hanne Miriam Larsen oplyser, at der kan være over 30 på en åbningsdag i lokalet af noget begrænset størrelse.
Til foråret skal Hanne Miriam Larsen og Det kreative Værksteds brugere flytte ind i deres kommende lokaler i Foreningernes Hus. De drømmer om hjemlig og hyggelig indretning, om længere åbningstid, flere aktiviteter, kulturelle arrangementer, bazar med salg af arbejder fra Værkstedet, støtte til materialer og til flere og bedre symaskiner.