Selv om der måske skal rives tre boligblokke ned i Gellerupparken som en mindre del af helhedsplanen, så er det nedrivningen, som fylder det meste af den offentlige debat. Nogle medier har ligefrem kaldt planen for ”Nedrivningsplanen”.
Som tidligere omtalt samler beboerne underskrifter ind, og der ventes stærk modstand på de beboermøder, der skal holdes i offentlighedsfasen. Modstanderne siger, at der ingen grund er til at rive gode boliger ned, og de har ikke lyst til at flytte.
Beboerne ved, hvad de har – de kan ikke bogstaveligt se den erstatningslejlighed, de kan få. Alligevel er tryghedsgarantien om en erstatningslejlighed en – ja, garanti.
Garantien er helt reel og god, forsikrer lederen af Gellerupsekretariatet, Per Frølund, over for borgerportalen. Man kan ikke blive flyttet fra Gellerupområdet mod sin vilje, og man får både en erstatningslejlighed og flyttehjælp. Flyttehjælpen gælder også, hvis man selv vælger en lejlighed uden for området.
Massiv information
”Det, vi gør nu er at sætte massivt ind med information om planen og om tryghedsgarantien. Jeg håber ikke, at folk tager stilling til nedrivninger, før de ved, hvad de bliver tilbudt i stedet både i Gellerup og andre steder i Århus.”
Det, at nogle medier alligevel kalder helhedsplanen for nedrivningsplanen, får denne kommentar fra Frølund:
”Det er vi kede af, og det er meget misvisende, når 90 procent af indholdet i planen handler om noget andet. Jeg forstår godt folks bekymringer, men vi håber, at folk også vil se på al den positive forandring af området som planen indeholder.”
Hvis Gellerupparken alligevel stemmer nej til helhedsplanen, er der så en plan B?
”Der findes ikke nogen plan B, og hvis det viser sig, at afdelingen stemmer nej, så må vi forholde os til det. Det, som er på bordet nu, ER forslaget.”