22 kvinder, 20 kvinder med anden etnisk baggrund end dansk fra Kvindehusets lektiehold og 2 danske kvinder, som er blandt lederne af Lektiehjælpen, er af Margrete Auken inviteret til at besøge Europaparlamentet i Bruxelles. Kvinderne skal af sted fra den 11. april til den 13. april. Omkring halvdelen af omkostningerne til turen bliver dækket af Europaparlamentet.

Kvindehusets lektiehold
Hver søndag er der lektiehjælp for voksne nydanske kvinder i Kvindehuset, hvor kvinder under uddannelse får hjælp til deres lektier af frivillige kvalificerede lektiehjælpere. De fleste elever på lektieholdet er unge mødre, der er ved at uddanne sig inden for social- og sundhedsfagene, men Kvindehusets lektiehjælpere hjælper også pædagogstuderende og kvinder i andre forskellige grunduddannelser.

”Disse kvinder arbejder hårdt og vil gøre alt, for at deres børn skal blive gode  borgere. De tager imod Kvindehusets tilbud om orientering i danske samfundsforhold og dansk politisk liv. De er opsat på at forstå og blive en del af det danske samfund, ligesom de gerne vil informeres om EU og Danmarks placering heri. Det var baggrunden for, at vi i lektiehjælpen kontaktede Europaparlamentets Margrete Auken med henblik på, at hun skulle invitere et antal kvinder fra lektieholdet til Parlamentet,” fortæller en af lederne af lektiehjælpen, Liselotte Plesner.
Rundvisning i Europaparlamentet
Den 13. april arrangeres rundvisning i Parlamentet, hvor deltagerne overværer et foredrag om Europaparlamentets arbejde samt et møde i Parlamentssalen. Derefter får deltagerne mulighed for at møde EP-medlem Margrete Auken og stille spørgsmål. For at deltagerne kan opnå et indtryk af en stor og vigtig europæisk hovedstad, indgår i turen yderligere én dag i Bruxelles, hvor der bl.a. arrangeres byrundtur med guide.