"At nå et jubilæum for et tilbud som Livsværkstederne er usædvanligt. Det lykkes kun ved en kraftpræstation."
Niels Hviid har været bestyrelsesformand for Livsværkstederne i Gellerup de seneste 2½ år af Livsværkstedernes nu 10 år. I sin velkomst til jubilæumsreceptionen fortsætter han: "Det kræver stadig mange kampe i hverdagen, men også mange drømme at drømme."
Niels Hviid fremhæver, at Livsværkstederne fra starten har været præget af kvalitet som mål. Han karakteriserer Livsværkstederne ved brændende entusiasme, stædig vedholdenhed, tålmodighed og udholdenhed, nærvær og lyttende ører, is i maven. Det giver plads til spraglet og mangfoldigt liv, hvor man kan være, som man er: "Livsværkstederne er værksted for arbejde med livet i alle dets forskellige aspekter socialt, fritidsmæssigt, psykisk, fysisk, eksistentielt."
Sammen med Jørgen Lasgaard, der var med til at starte Livsværksstederne, trækker Niels Hviid forskelle mellem dengang og nu frem over for aarhusvest.dk.
Krisen sætter spor
"Vi mærker den økonomiske krise, som giver flere besøg i cafeen," vurderer Niels Hviid: "Tidligere var det nemmere at få folk i arbejde. Nu mister folk arbejde, og det kan vi mærke."
"For 10 år siden var brugerne helt overvejende oprindeligt danske, men nu ser vi mange førstegenerations indvandrere, som kom til Danmark i 80’erne. De er med rette stolte over at have klaret sig selv uden at ligge til byrde, – og over at have lært sig selv dansk. Men nu oplever vi flere ledige blandt ældre indvandrere."
Sværere at være ung
Ifølge Jørgen Lasgaard er problemerne grundlæggende de samme som for 10 år siden. Han ser nu behov for særligt fokus på unge 15-20 årige: "Det er blevet sværere at klare sig som ung i Danmark."
Alligevel klarer mange unge med indvandrerbaggrund sig efter Niels Hviids mening godt. Han er enig med Jørgen Lasgaard i, at unge med indvandrerbaggrund lever med et stort forventningspres. De skal realisere forældres danske drøm ved at gennemføre lange og krævende uddannelser og klare sig godt. Det magter ganske mange. Men det skaber også en restgruppe langt fra dem, for hvem drømmen lykkes.
Små revolutioner
Niels Hviids drøm på jubilæumsdagen er, at Livsværkstederne kan fortsætte det gode solide arbejde og være nærværende for mennesker, der skal komme sig over en periode, hvor livet er svært: "Det handler om at skabe bare lidt håb gennem små revolutioner for den enkelte."