Den daglige bustur fra Vestbyen til modtageskoler i andre dele af Århus er et problem for både børn og forældre.
Det fremgår af en netop gennemført evaluering af de otte skoler, der har været modtageskoler fra starten i 2006, hvor børn med sprogproblemer henvises til en anden skole end egen distriktsskole.
Problemer for bus-børn
I busserne er der drillerier, uro og mobning. Dermed bekræfter evalueringen problemer med bussing, som pædagogen Anett Sällsäter Christiansen gjorde opmærksom på for et år siden på aarhusvest.dk.
Ifølge evalueringen har ordningen vist sin styrke i forhold til sprogudvikling og integration. Evalueringen er foretaget af konsulentfirmaet Brøndum og Fliess. Firmaet peger dog på store udfordringer, som "— kræver en fortsat løbende og fokuseret indsats fra både skoler og forvaltning."
Det gælder ikke mindst busturen. Men heller ikke problemer med ventetider på busser har endnu fundet en tilfredsstillende løsning. Og hverken sprogudvikling eller integration er vellykket for en mindre gruppe af elever.
Øjensynligt skæmmes ordningen af ganske store forskelle mellem de otte skoler i resultater og engagement som modtageskole. Og evalueringen peger på risiko for, at henviste elever stemples som problematiske. Der er stor spredning mellem de otte skoler i henviste elevers fravær.
Plads til forbedringer
Rådmand Jacob Bundsgaard Johansen med ansvar for børn- og ungeområdet i Århus indrømmer til Århus Stiftstidende: "Vi har stadig en vigtig opgave i at løfte den gruppe elever, der ikke har oplevet fremgang."
Evalueringen tyder også på, at legeaftaler og ’bedste ven’-relationer snarere skabes i eget boligområde end i modtageskole. Men som påpeget af ’Fritidspatruljen’ i Gellerup er vilkårene i boligområdet, at børnene kommer sent og trætte hjem.
Bedre sprog
Ikke desto mindre er de fleste af de henviste elever og deres forældre glade for skoler og skolegang.
Og hovedparten af de henviste elever har udviklet deres dansksproglige niveau betydeligt.
Begrænset evaluering
Evalueringen omfatter kun de otte første af de nu i alt nitten modtageskoler. Og i modsætning til en tidligere evaluering er heller ikke heldagsskoler i lokalområdet som alternativ til bussing med i denne evaluering.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.