De etniske minoritetsforeninger i Århus kan på torsdag den 11. november i Foreningernes Hus lære at blive stærkere og bedre til at blive synlige over for beboerne. 
Det ER der brug for, siger en af de, der skal med til foreningsdagen. Abdirahman M. Iidle fra ÅrhuSomali mener, at alt det der med foreninger er sværere for de somaliere, som foreningen repræsenterer, end for gammeldanskere:
"For det første skal man være god til det danske sprog. Og for det andet opfattes frivillighed anderledes hos en del indvandrere end hos danskere – det er ikke altid nemt at få frivillige," siger Iidle.
Ønsker at styrke integration
ÅrhuSomali ønsker, at andre ikke opfatter somalierne som en gruppe, som ikke ønsker at integrere sig. Foreningen har som mål at styrke integratinsindsatsen og være en del af Århus.
"Det er en af grundene til, at vi deltager på foreningsdagen, for vi vil gerne blive bedre til at synliggøre os, og vi vil gerne i kontakt med flere somaliere," fortæller Abdirahman M. Iidle.
"Vi kan også bruge dagen til at udveksle erfaringer med andre foreninger, for eksempel om at få indtægter og være økonomisk selvkørende. Vi vil gerne have nye ideer og knytte kontakter, så vi kan bygge bro mellem foreningerne."
Dag nummer to
Foreningsdagen arrangeres af Asim Latif fra Dansk Flygtningehjælp og af Århus Kommune, og det er foreningsdag nummer to. Den første var mest for foreninger for unge. Foreningerne mødtes og fik sat ord på, hvordan de kunne arbejde målrettet og effektivt  med deres aktiviteter, så det bliver sjovere og nemmere at være frivillig.
Det er et tjek af foreningen, hvor foreningerne ved at svare på forskellige spørgsmål kan blive klar over, hvor deres styrker er og hvilke områder de med fordel kan arbejde videre med. For eksempel kan det være at man har rigtig mange gode aktiviteter, men mangler frivillige og penge. Eller det kan være at foreningen har et klart formål og en stærk vision, men mangler en plan for at føre idéerne ud i livet.

Kontakt og tilmelding
Har du spørgsmål til foreningsdagen på torsdag i Foreningernes Hus, så kontakt Asim Latif fra Dansk Flygtningehjælp på 26 11 71 84.  

Tilmelding til foreningsdagen skal ske til Bjarke Nørgaard senest mandag den 8. november på 51 57 53 48 eller på bjn@aarhus.dk eller ved personlig henvendelse i Globus1. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.