Journalisternes fagblad JOURNALISTEN rykkede forleden ind i Gellerup i to dage for at se, om parabolerne vender mod arabiske TV-kanaler eller mod de danske.
Svaret vil overraske Pia Kjærsgaard: TV2 Østjylland, gratis danske aviser og DR Update går rent ind. Og de beboere med arabisk oprindelse, som JOURNALISTEN talte med, vil gerne have flere danske nyheder:
Fagbladet valgte at tale med de arabisktalende, da deres tv-vaner pludselig kom på dagsordenen i Folketinget. Og selv om de arabisktalende ofte tyr til arabiske medier, så er det ikke et fravalg af danske medier. Læs her uddrag af Signe Højgaards beretning:
14 af de 23 adspurgte i Gellerup fremhæver, at de gerne vil lære mere om Danmark, men ikke forstår sproget godt nok.
"Det ville være rigtigt godt, hvis de lavede arabisk oversatte tv-nyheder, så ville jeg se det hver dag," forklarer Fayzeh Noubani, der ikke forstår dansk og stort set kun ser arabisk tv. Hun svarer via tolk.
DR Update igen og igen
En anden forsøger at afkode de danske nyheder på dansk – trods sprogvanskeligheder. Fajcal Derawi ser samme nyhedssløjfe på DR-Update igen og igen.
"Jeg ser det samme program to-tre gange. Jeg skal koncentrere mig om at forstå dansk," siger Fajcal Derawi, der slår de ord op, han ikke forstår.
Både DR og TV 2 erkender, at de to stationer ikke er i god dialog med den voksende gruppe af indvandrere med arabisk baggrund. DR har nyheder på arabisk – men i stærkt begrænset omfang.
"Udbuddet er bestemt ikke imponerende, og jeg tror ikke, det bruges ret meget," siger Jacob Mollerup, Lytternes og Seernes redaktør, DR.
I bunden af de 23 adspurgtes medieforbrug ligger danske betalingsaviser, som 13 af de 23 adspurgte aldrig læser. To oplyser, at de læser danske betalingsaviser dagligt.
Konklusioner:
- Godt halvdelen af de arabisksprogede indvandrere bruger stort set lige ofte arabiske og danske medier.
- 20 ud af 23 ser arabisk tv hver dag eller ugentligt.
- 16 ud af de 23 ser dansk tv hver dag eller ugentligt.
- Færre end to ud af tre ser tv-nyheder på enten arabisk eller dansk hver dag.
- Over halvdelen læser aldrig hverken danske eller arabiske betalingsaviser.
- Tre ud af de 23 adspurgte læser en dansk betalingsavis ugentligt eller dagligt.
- Otte ud af 23 læser en dansk gratisavis minimum et par gange om måneden.
- 14 ud af 23 savner danske nyheder på arabisk.