”Unge skal i gang og være med i debatten, ellers sætter andre dagsordnen.” Sådan tænker Senay Arikan, der er 29 år gammel, har læst filosofi og statskundskab på Aarhus Universitet og til dagligt er projektleder i Fritidscentret Toveshøj og Gellerup.
Gellerup.nu har fanget Senay Arikan i frokostpausen til en medieworkshop i Foreningernes Hus i Gellerup. Over en portion gulerodssalat snakker vi om uddannelse, arbejde og engagement i samfundet. Og det er tydeligt, at hun selv udlever sine tanker om, at unge skal være med til at sætte en dagsordnen.
Den 15. november optrådte Senay Arikan eksempelvis i en paneldebat til et temamøde om unge fra Aarhus Vest, hvor der blev sat fokus på, hvad det er der giver unge succes i det danske samfund.
Opbakning derhjemme
En af hovedkonklusionerne fra paneldebatten var, at uddannelse og opbakning hjemmefra er vigtige kilder til selvtillid og en positiv selvopfattelse i forhold til samfundet, hvilket skubber de unge i den rigtige retning. Og det er netop nogle af de erfaringer, Senay Arikan har mærket på egen krop.
Hendes forældre kommer fra Tyrkiet og er begge analfabeter, men det har ikke været en barierre. Tværtimod har de været opmærksomme på vigtigheden af uddannelse, været interesserede i hendes studier og opfordret hende til at dygtiggøre sig.
”Mine forældre var meget interesserede i, hvad mit studie gik ud på. Og min far tog fx bøger om filosofi fra Mellemøsten med hjem, hvilket har udvidet min horisont. Jeg er blandt andet blevet bevidst om, hvor snævert et fokus, der er på vestlig filosofi i undervisningen på universitetet,” fortæller Senay Arikan.
En anden måde, hendes forældre har været med til at udvide hendes horisont på, er ved at have brug for hendes hjælp til at navigere i det danske system. Det lærte hende en masse om, hvordan det danske samfund fungerer og om vigtigheden af at hjælpe andre.
Uddannelse og frivilligt arbejde giver kompetencer
Senay Arikans baggrund har fået hende til at engagere sig i samfundsdebatten og frivilligt arbejde tidligt i hendes liv og hun er idag medlem af Ny-Dansk Ungdomsråd, formand for uddannelses- og karrierenetværket O.N.E. Aarhus og medlem af Radikale Venstre. Og her har hun draget stor fordel af de kompetencer, hun har fået fra sin uddannelse og de mange år, hun har været engageret som frivillig.
”Jeg bruger min uddannelse, når jeg debatterer i forhold til at forstå, hvordan begreber opstår, hvordan de er skruet sammen og for at skabe nye begreber. Det er et vigtigt redskab i politik,” fortæller hun og fortsætter, ”Men den organisatoriske og administrative viden jeg har fået fra mit frivillige arbejde er også meget vigtig. Den bruger jeg hver dag i mit nuværende job.”
Mål for fremtiden
”Jeg kan godt lide at fremføre argumenter for en sag og på den måde skabe politisk konsensus og konstruktiv dialog,” forklarer Senay Arikan. Og den tilgang får hun sikkert også brug for, hvis hendes fremtidsplaner om at blive mere aktiv i Radikale Venstre og en dag gå ind i kommunal politik som medlem af byrådet skal realiseres.