Søvangen er i øjeblikket ved at planlægge en omfattende renovering af hele afdelingen for at få bugt med de tilbagvendende fugtproblemer.
"I løbet af foråret vil den endelige plan for renoveringen ligge fast," forklarer afdelingsformanden for Søvangen, Margit Nørhave.
Allerede delvist renoveret
Søvangen blev delvist renoveret i 2009-2010, hvor afdelingen fik nye badeværelser, nyt låsesystem og nye postkasser. Derudover er en renovering af legepladser og garageporte også i gang sammen med et gennemgribende malerarbejde af facader og opgange.

Men nu kan Søvangens beboere altså se frem til at nyde godt af endnu en renovering, som er delvist finansieret af Landsbyggefonden. Direktør i  Brabrand Boligforening, Torben Overgård, fortalte i efteråret 2010, at der er reserveret 120 millioner kroner i Landsbyggefonden til renovering af Søvangen.

Derudover har Brabrand Boligforening selv lagt 11 millioner til side, som skal bruges til finansieringen.
Fugt et tilbagevendende problem
Problemet er, at Søvangen er bygget i 50’erne, hvor man byggede uden bindere og uden særlig meget isolering, hvorved murværket trækker fugt til sig. Derfor har fugtproblemer været et tilbagevendende problem, som mange har klaget over gennem årene.

I 1997 forsøgte man så at få et overblik over, hvad en renovering ville koste og fandt ud af at det ville blive meget dyrt.

Derfor var det glædeligt at Landsbyggefonden har reserveret 120 millioner til at renovere Søvangen for.
Renoveringen ser ud til at skulle omfatte forbedringer af mure, bedre isolering og varmegenindvinding for at spare på beboernes varmeregning.
Renovering i 2012-2013
”For at pengene fra landsbyggefonden bliver udløst, er det nødvendigt, at den overordnede tidsplan overholdes,” forklarer afdelingsformand Margit Nørhave.
 
Planlægningen skal foregå gennem workshops for beboerne i februar/marts, og i maj skal et ekstra-ordinært afdelingsmøde oplyse alle beboere om den kommende renovering.

Som den overordnede plan ser ud nu skal renoveringen finde sted i 2012-2013.

Afdelingsformand Margit Nørhave opfordrer beboere i Søvangen til at komme til bestyrelsesmøderne, som foregår den anden tirsdag i hver måned fra klokken 17.

Her kan man få afløb for ris og ros og ikke mindst blive klogere på, hvad der rører sig i afdelingen.