Elever fra Aarhus Tech vil udgøre stammen af elever på Gellerup Højskole til efteråret. Skræppebladet skriver i sit juli-nummeret, at det bliver det første hold elever – ud over de ugekursister, som højskolen også skal have.
Nogle af Aarhus Techs elever trænger til et afbræk i deres uddannelse og inspiration til at komme videre. Derfor inviteres de nu på et højskoleophold til efteråret. Dermed opretter højskolen en "ungdoms-campus", som skal være en fast "linje".
Højskolens formand, Keld Albrechtsen, skriver i artiklen, at i januar 2012 starter de første øvrige linjer op for unge fra hele landet:

  • Arkitektur
  • Gastronomi, sundhed og ernæring.

I august 2012 starter skolen de to andre linjer:

  • Spilteknologi
  • Klima- og miljøteknologi.

Som omtalt i maj har højskolen ansat Allan Agerbo som forstander. Han glæder sig:
"Det, jeg vil, er at skabe et dynamisk miljø, hvor eleverne kan mødes om deres fælles interesser – også om dem, de ikke vidste de havde. Højskolen skal være et frirum, hvor meninger kan brydes," siger han blandt andet i artiklen.
Den lille stab, som også består af projektleder  Rasmus Elbæk Rysgaard og projektmedarbejder Janne Grøntved Larsen, løber stærkt for at sætte højskolen i gang. Der skal arrangeres kurser hen over sommeren, højskolen skal markedsføres, og bygningerne skal sættes i stand.
Keld Albrechtsen skriver, at Gellerup Højskole har fået tilsagn om at købe tre bygninger af Hejredalskollegiet,  og arkitekt, bygherrerådgiver og anden faglig ekspertise er i sving. 
"Det er en kamp mod uret – men alt ser ud til at lykkes." skriver formanden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.