BurnOuts, der holder til på Tovshøjskolen, blev i sin blot tredje sæson danske mestre i kørestolsrugby. Nu venter mulig europæisk deltagelse til efteråret.
Sæsonen er nu slut, og det blev en helt igennem stor sæson for rugbyklubben i Aarhus, BurnOuts, som tog sit første danske mesterskab. Det skete efter en sæson, hvor det blot blev til et enkelt nederlag i ti kampe. Det betød, at holdet sluttede som nummer et med 28 point – to flere end de forsvarende mestre fra FHI Falcons i København.
Det er blot holdets tredje sæson, og dermed har holdet været igennem en stor udvikling, fra de startede klubben op i 2008. I den første sæson blev holdet næstsidst, mens placeringen kun var en plads bedre i sæsonen efter.
I den netop afsluttede sæson var tabellen dog vendt på holdet, og aarhusmandskabet lagde sig fra start i spidsen af ligaen. Gennem de tre år, som klubben har eksisteret, er der startet flere nye, og de har sammen med resten af holdet udviklet sig og skabt et højt niveau. I alt råder klubben over tre danske landsholdsspillere.
Fællesskabet styrkes
Samtidig med at der er stor fokus på at udvikle sig sportsligt, bliver der også gjort meget for at styrke sammenholdet. Det sker blandt andet med forskellige sociale arrangementer, som styrker fællesskabet både på og uden for banen.
Lige nu venter det aarhusianske hold spændt på, hvordan det går det danske landshold til EM i Schweiz til oktober, da det bliver afgørende for, om holdet i den kommende sæson kommer til at spille med i Europa Cuppen. Det kræver, at Danmark slutter i top otte til EM.