Nicolai Wammen (S) nåede på sin valgturne i går forbi det somaliske miljø i Århus, og det ser ud til, at han kan høste en pæn del af disses stemmer. Sikkert også godt hjulpet af byrådsmedlem Ali Nuur, der for nylig sprang fra Venstre til Socialdemokraterne.
"Når jeg lyttede til venstremanden Ali, så tænkte jeg tit på, at han var så fornuftig, at han måtte være socialdemokrat," sagde Wammen til Ali Nuur, som i går bød velkommen til omkring 100 somaliere. De samlede sig i Foreningernes Hus – med mændene til højre og kvinderne til venstre i salen.
Politisk set var det kun venstre side – og kun Wammen – som var repræsenteret ved mødet. Det somaliske miljø i Århus har altid været venner med Wammen, og der var klapsalver, når der blev talt om, at somalierne bør stemme på ham. Da Ali Nuur og andre somaliere stod bag konferencen sidste år imod radikalisering af somaliere, bakkede Wammen kraftigt op.
Afskaffer kort dagpengeperiode
Wammen sagde, at han ikke lover guld og grønne skove, hvis regeringen skifter farve – kun, at han vil arbejde hårdt for et ændret samfund.
Noget, han til gengæld kunne love, var at forlænge dagpengeperioden, fjerne starthjælpen og 450 timers reglen i kontanthjælpen, og afskaffe pointsystemet for udlændinge, der søger statsborgerskab. Og han vil arbejde for bedre skoler:
"Alle her i lokalet ved, at der er et stykke vej, før alle somaliske børn klarer sig lige så godt som danske i skolen. Det er en stor opgave, som vi må løse i fællesskab," sagde folketingskandidaten.
Han havde også et andet løfte:
"Jeg ved, at somalierne siger, at det er vigtigt med en stærk kvinde. Det får I i Helle Thorning Schmidt!"
www.aarhusomali.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.