Fysisk handicappede i Gellerup-området kan nu deltage i en såkaldt samfunds-cafe. Den er åben i Foreningernes Hus hver torsdag kl. 12.30-14.
Debut’en var sidste torsdag, og her kom desværre ingen cafegæster. Men det kan skyldes, at mange af de handicappede ikke vidste, at cafeen var startet.
"Vi har nok ikke fået informationen ud de rigtige steder, men nu vil vi kontakte nogle netværk og steder, der har kontakt til brugerne," siger Birte Mølgaard, der har taget initiativet.
Hun har selv polio og er aktiv i PTU, som er en forening for personer med bevægehandicap. PTU i Århus har fået penge fra Socialministeriet til at lave en cafe i Gellerup.
"Det er vigtigt at sige, at cafeen er for alle uanset handicap. Vi tror, at der er mange handicappede, der gerne vil mødes, og mange kender ikke de rettigheder, de har," siger Birte Mølgaard.
Hun og Lene Michaelsen fra PTU har sammensat et program for hver torsdag, og det handler blandt andet om motion, kost, rettigheder, kultur, job og mere.
På torsdag – valgdagen – handler det om at tage kørekort. Merete fra PTUs køreskole fortæller om dette.