Skal du giftes inden jul eller i starten af det nye år, hører vi meget gerne fra dig!
Sådan lyder opfordringen fra de to DR journalister, Irene Thyrri og Lisbeth Dilling, som begge er en del af DRs dokumentarredaktion i Århus.
De to journalister vil gerne portrættere forskellige etniske minoriteter i Danmark, fortalt gennem et bryllup:
"Et bryllup er en familiebegivenhed, som alle kan identificere sig med, uanset hvilken baggrund man har, og derfor synes vi det kunne være spændende at portrættere etniske minoriteter gennem et bryllup," siger de.
Nysgerrige på alt
"Vi er nysgerrige på alt, lige fra traditioner, ritualer, brudeudstyr og gaver til familiemønstre og familieroller omkring planlægningen af brylluppet."
De to journalister håber, at bryllupperne kan være med til at nuancere og skabe indblik i etniske minoritetskulturer i Danmark. Idéen er at finde fem forskellige bryllupper inden jul eller i starten af det nye år.
I første omgang ønsker de to kvinder at tale med så mange kommende brudepar som muligt, og bl.a. uddybe hvad det kræver at være med i en tv-serie. Herefter kan de interesserede overveje om de ønsker at være med.
Så hvis du overvejer at medvirke i tv-serien, så skriv eller ring til Irene Thyrri og Lisbeth Dilling. De to journalister kan kontaktes på: irth@dr.dk eller ldl@dr.dk