Tirsdag den 15. november rejser 12 frivillige fra fodboldklubben ACFC til Libanon for at være en slags nødhjælpsmedarbejdere i fodbold. I 12 dage skal de rejse rundt i Libanon og besøge en lang række af landets store flygtningelejre både i Nord, Midt- og Sydlibanon.
”Vi skal lave masser af aktiviteter både for børn og voksne. Programmet er fyldt med fodbold dag og aften, og vi kører rundt fra by til by hver dag. Vi skal arrangere stævner, dømme kampe og dele nogle af vores mange forskellige fodboldting ud, der hvor der er mest behov for det,” fortæller Afif Abdallah, der er formand for ACFC.
Samler skrald, hvis det er nødvendigt
Det er anden gang, at aktive fra fodboldklubben i Gellerup tager til Libanon.
”Vi ved, at det bliver hårdt, men også rigtigt spændende. Og vi er klar over, at vi skal være parate til at være fleksible. For eksempel som da vi sidste gang var nødt til først at samle affald op på en fodboldbane, før det overhovedet var muligt at spille på den,” husker Afif Abdallah.
Et af stoppene på rundrejsen bliver Libanons største flygtningelejr Ein el-Helweh, hvor der bor 75.000 mennesker. Her kan fodboldspillerne fra Gellerup ikke komme ind, fordi de har dansk pas. Så i stedet bliver fodboldspillerne fra lejren kørt uden for lejren til en bane, som kaldes den amerikanske fodboldbane. Og her står ACFC’erne klar til at gennemføre en fodboldturnering.
Kufferterne bliver pakket
I ugerne op til afrejsen er der af travlhed i kælderen under KiG – Klubberne i Gellerup – hvor ACFCérne er i fuld gang med at pakke alle de sportsting, som de skal have med.
”Vi har købt en masse udgående spilletrøjer og andre fodboldting, som sportsbutikkerne har haft sat på udsalg, og så har vi også masse af vores egne gamle spilledragter og overskuds T-shirts fra Sol og Sommer med i kufferterne,” fortæller Afif Abdallah og tilføjer, at der også bliver taget en del bordtennisbat og bolde med på rejsen.
De 12 fodbold-hjælpere fra Gellerup har selv betalt for rejsen til Libanon, og gruppen, der består både af bestyrelsesmedlemmer og ung- og hjælpetrænere fra klubben, ved, at det er et hårdt program, der er lagt for dem på rejsen – i hvert fald turens første ni dage.
”De sidste tre dage er programmet frit, så man kan holde ferie og besøge venner og familie, inden rejsen går retur til Danmark,” siger Afif Abdallah, der glæder sig til at skulle af sted.