Selv om Foreningernes Hus har en tidsbegrænset lejekontrakt, så bør kommunen give huset samme tryghedsgaranti, som Brabrand Boligforening giver sine lejere under Helhedsplanen. Så kan huset få nye lokaler i mindst samme stand, og foreningerne må ikke spredes på forskellige lejemål.
Det siger Enhedslistens Solveig Munk, som vil foreslå, at partiets byrådsmedlem Jette Jensen bringer dette forslag op på byrådsmødet i morgen onsdag.
"Det kunne meget vel være sådan, at Beboerhuset skal stå færdigt, før Foreningernes Hus flytter, men lige så vigtigt er det, at brugerne får indflydelse på indretning og størrelse at det nye Beboerhus," siger Solveig Munk.
Garanti også for Cirkus Tværs
Ifølge Solveig Munk bør tryghedsgarantien også gælde Cirkus Tværs, som har lokaler i det betonkompleks på Gudrunsvej, som kommunen siger bliver for dyrt at renovere – derfor skal det måske rives ned.
Solvejg Munk mener ikke, at det tjener til kommunens ære at se stort på det frivillige arbejde – hvis det er det, som sker på byrådsmødet i morgen:
"Jeg synes Århus kommune skulle opføre sig som en udlejer med socialt engagement og anerkende det frivillige, ulønnede, sociale og multikulturelle arbejde, som foreningerne udretter. Kommunen skal lytte til og imødekomme foreningernes behov i forhold til flytningen. Det koster ikke kommunen en krone at samarbejde med borgerne. Kun omtanke, vilje og planlægning med lejerinddragelse," siger hun.
Foreningerne hutlede sig igennem
John Graversgaard fra Enhedslisten kender foreningslivet i Gellerup gennem mange år:
"Jeg har set, hvordan foreningerne i mange år har hutlet sig igennem og henvist til at være "kældermennesker" i Gellerups kælderlokaler. De etniske foreninger har fået "ansigt" i Foreningernes Hus," siger han som argument for, at byrådet bør sikre, at Foreningernes Hus ikke smides ud af Nordgårdskolen, før det nye beboerhus står klart.