Hanine Fadel Al-Far og Hanifa Awneh fik højeste karakter til afsluttende lægeeksamen og gennemførte studiet på normeret tid. Allerede før eksamen besluttede de, at de ville have højeste karakter. De fortæller, at det betyder alt at have en god uddannelse. De er soulmates og har støttet hinanden gennem studiet.
Hanine, som bor i Skovgårdsparken, siger: ”I arabiske lande er det sværere at tage en uddannelse, fordi man selv skal betale uddannelsen.” Hun fortæller, at hun altid har været målrettet, været flittig og har læst lektier. Hendes indstilling til læring har hun bragt med sig ind i det danske uddannelsessystem. Hun er i gang med basisåret, hvor hun skal være seks måneder i praktik på Aarhus Universitetshospital.
Hanifa fortæller: ”I min kultur er det en selvfølge, at man skal studere, og jeg besluttede i 6. klasse, at jeg ville være læge.” Hanifa ville også hurtigt i gang med sin uddannelse og besluttede derfor, at det kun måtte tage tre år, inden hun gik i gang med studiet på universitetet. Hun tog studentereksamen på Aarhus Akademi på to år. Hun var imidlertid for ung til at komme på universitetet. Først da hun søgte tredje gang, kom hun ind på studiet. Fra maj 2012 starter Hanifa, som bor i Gellerup, på sin seks måneders basisuddannelse på Horsens Sygehus i en akutmodtagelse.
Hanine Fadel Al-Far kom til Danmark i 2000, vidste hun allerede, at hun ville være læge. Hun er født i Libanon i 1984 i en flygtningelejr og vokset op i Jordan. Hanifa Awnehs forældre er syrere. De flygtede til Irak, hvor Hanine blev født i 1985. Senere bosatte de sig i Jordan, inden de kom til Danmark i 1993.
Rollemodeller i Gellerup
Begge kvinder er også rollemodeller i Vejledningscentret.
”Det er vigtigt at hjælpe unge videre, fordi det ofte er svært at blive anerkendt for at være den, man er,” mener Hanifa. I rollemodelkorpset hjælper hun de unge med at fokusere på, hvad de har talent for og ud fra det udnytte deres potentiale.
Hanifa siger, at hun bliver kaldt for mønsterbryder, hvilket er en ulempe og en fordel. Hun tager det lidt som en fornærmelse, fordi hun har haft de samme muligheder som danske børn. Hun har bare udnyttet chancen og er kommet i gang med en uddannelse.
”Fælles for både dansk- og arabisk kultur er, at vi har en høj prioritet inden for uddannelse,” siger Hanifa. Hun er lige blevet valgt til Ny-Dansk Ungdomsråd for at gøre sin indflydelse gældende. Læs mere om dette i artiklen ”Gellerup-beboer med i Ny-Dansk Ungdomsråd."