Siden branden i den nye afdeling af Bazar Vest for en måned siden er tingene begyndt at blive normale igen.
Ahmet Øcelan, som er daglig leder af Bazar Vest, fortæller, at efter branden i en fløj i den nye afdeling er tingene blevet normale igen. ”Vores omsætning er normal igen og dem der blev væk i de første dage efter branden, er kommet tilbage,” oplyser han.

Lige efter branden troede en del mennesker, at hele Bazar Vest var brændt, og de kom ikke.
Ahmet Øcelan oplyser, at de har gjort meget for at få budskabet om, at Bazaren stadig er åben, ud i medierne.

Fire måneder med genopbygning
Lige nu er den ene fløj som brændte, ved at blive genopbygget. Det kan tage op til fire måneder, fortæller Ahmet Øcelan, men han kan ikke give et nøjagtigt tidspunkt for åbningen.
Han fortæller, at to forretninger er blevet genhuset i den del af fløjen, som ikke tog skade af branden, en tredje har lokaler på Holmstrupgårdsvej, mens resten stadig venter på, at bygningen åbner igen.

Hele bagvæggen og gavlen er intakt, og nu bygges resten op igen. Lige nu er der et stillads oppe, hvor arbejdere er godt i gang med at genopbygge bygningen.
Nogle havde ikke forsikring
Nogle af lejerne i den nedbrændte bygning havde ikke forsikring. Dem er der desværre ikke noget at gøre for. De får selvfølgelig mulighed for at leje lokaler igen, men da alt er tabt, bliver det svært at få en ny virksomhed op at stå igen. De andre der har forsikring, kan se frem til at kunne få penge udbetalt og fortsætte deres virksomhed, når lokalerne åbner igen.