Anett Sällsäter Christiansen, afdelingsformand på Toveshøj, var fra sin altan øjenvidne til branden i Bazar Vests nye fløj. Ved et rent held var hun vågnet, kort før en søjle af røg viste sig over blokken foran bazaren og fik lukket sine vinduer i en fart. Alligevel lugtede hendes lejlighed til langt ud på dagen.
”Jeg troede næsten, at jeg så syner,” fortæller Anett Sällsäter Christiansen og fortsætter :”Men så kunne jeg se, at det var alvor og ringede til min nabo, der bor i en af blokkene tæt på bazaren: OP! OP! OP!”
Beboere har efterfølgende undret sig over, hvorfor der ikke blev udstedt en advarsel om at lukke vinduerne, og der har været rygter fra flere sider om, at røgen var giftig.
Indsatsleder: Al røg er giftig
Politikommisær Jens Espensen, Gellerup Nærpoliti, mener at bekymringerne er unødvendige.
”Ved en sådan brand udpeger vi en risikozone, og så arbejder vi ud fra dette. Samtidig bliver røgen vurderet, og vi mente ikke, at der var nogen risiko,” fortæller Jens Espensen.
Men var røgen giftig? ”Hvis du spørger en hvilken som helst brandmand, vil hans svar være, at ingen røg er sund,” siger indsatsleder i Aarhus Brandvæsen, John Korsbak. 
John Korsbak var som indsatsleder til stede ved branden. ”Jeg tog ikke nogle prøver af røgen, men der var hurtigt en afklaring omkring røgens farlighed.” Han fortæller, at man ved at sprøjte vand på ilden opløser dampene. Han selv og indsatslederen fra politiet vurderede, om man skulle advare og evakuere beboerne.
”På det tidspunkt stod røgen lige op i luften, så det besluttede vi at lade være med. Samtidig kunne vi se, at i 100 meters højde gik røgen i opløsning, så vi tog det roligt.”
Brandfolkene selv var ikke bekymrede: ”I starten havde vi røgdykkerudstyr på, men efter en tid brugte 95 procent af brandfolkene ikke røgdykkerudstyr,” fortæller John Korsbak.
Hvorfor blev folk ikke advaret?
Anett Sällsäter Christiansen undrer sig over, at man ikke bad folk lukke vinduerne. Bekymrede beboere kimede hende ned på selve dagen. Hun ringede selv til John Korsbak og forhørte sig. Dog uden at føle sig helt tryg – en kemikalieagtig smag lå i munden på hende hele dagen.
John Korsbak tænkte derimod i andre baner: ”Det er vigtigt med en fornemmelse for, om man risikerer at skabe unødig ro. Og skulle vi måske skabe uro blandt 300 beboere, så de tager på sygehuset, blot fordi nogle efterfølgende kunne smage lidt på læberne?” spørger han.
Det svar er beboerformanden ikke tilfreds med. Hun fortæller, at flere fik dele af deres lejlighed sodet til, og hun mener, at man en anden gang skal have i tankerne at advare folk.