Vi er til afskedsreception hos Gellerupscenen i teatrets lokaler på Gudrunsvej. Der er mødt mange op for at sige et endeligt farvel til den mangeårige kulturinstitution.
Der er fyldt med mennesker i forhallen ved Gellerupscenen. Selvom en reception normalt er en festlig begivenhed, er dette det langt fra. Grunden til denne reception er nemlig, at Gellerupscenen mister deres tilskud fra kommunen og må flytte fra de gode lokaler på Gudrunsvej 80. Nu står de tre medarbejdere til at flytte ind på et lille kontor på Godsbanen, hvorfra de vil forsøge at opsætte teaterstykker.
Teaterinstruktør Lisbeth Lautrup er både ærgerlig og ked af, at stedet skal lukke. Hun har arbejdet for Gellerupscenen siden 1980erne og har været glad for arbejdet.

Hun fortæller, at teatret har penge til at kunne eksistere endnu et år på Godsbanen, og derefter er fremtiden usikker. Derefter skal de til at søge fonde hver gang de skal have forestillinger op at stå. Hun er lidt opgivende ud og siger, at ingen er sikker på, hvad der skal ske, når det år er gået.
Gravstemning med nogle smil
Selvom der er en trykket stemning, kan folk godt smile lidt. Især da Lisbeth lautrup og hendes kumpaner stiller sig op og synger en omskrevet version af ”Kasper, Jesper og jonathan” fra ”Folk og Røvere i Kardemommeby”, hvor man skælder byrådet ud for lukningen.
Solveig Munk fra Enhedslisten og Gellerupscenens bestyrelse, var også mødt op.  Hun er vred, over at Gellerupscenen lukker. Hun mener, at det er så få penge, kommunen de sparer i forhold til, hvad man får ud af stedet. Hun fortæller, at hun selv gik på teaterskolen engang i 1980erne og, at hun har haft store oplevelser med stedet. Hun er træt af at kulturen i Århus bliver beskåret i den grad den gør, og at det igen går ud over Gellerup.  
Hvad har Gellerupscenen så præsteret?
I de 28 år Gellerupscenen har eksisteret har der været over 400 opsætninger, ca. 2000 forestillinger, over 250.000 tilskuere og over 10.000 deltagere foran og bag scenen.
En del skuespillere med tilknytning til Gellerupscenen er i dag kendte. De mest kendte er nok de to skuespillerinder kendt fra Krøniken, Maibritt Saerens og Anne Louise Hassing.

Lisbeth Lautrup mener, at man ikke kunne lave de samme stykker og opnå de samme ting andre steder i byen, fordi Gellerup er noget unikt og så kulturelt alsidigt, at det ikke kan findes andre steder i byen.
Men nu er det slut. Lysene er slukket for sidste gang i teatersalen, og Gellerupscenen kan nu træffes på Godsbanen, hvor de håber på at kunne byde på mange gode forestillinger i fremtiden.