En privat fond går nu ind og støtter foreningen Cirkus Tværs de næste to år, så den kan udvikle sig og fastholde de 13-18-årige i Gellerup. Fonden giver en "anselig donation", men den ønsker hverken sit navn eller beløbet frem i offentligheden.
Projektleder i Cirkus Tværs, Solvejg Sandberg, vil dog godt strække sig til at bekræfte, at pengene får afgørende betydning for drift og udviklingsplaner.
"Vi får et driftstilskud og løntilskud fra kommunen, som lige dækker de basale behov, det vil sige tre fuldtidslønninger og driften, og derfor er donationer som denne uvurderlige," siger hun.
Tilstrømningen af børn til Cirkus Tværs bliver større og større.
"På ugebasis er der ca. 150 børn igennem Cirkus Tværs, og vi ønsker at arbejde endnu mere med at fastholde de 13 til 18-årige, så vi både kan favne alle de små nye, men også øge indsatsen for de største i aldersgruppen, det er meget vigtigt," fortsætter Solvejg Sandberg.
Drømme kan realiseres
I den officielle meddelelse, hun har sendt ud om donationen, hedder det blandt andet:
"Det er med stor taknemmelighed, respekt og glæde, at Cirkus Tværs har modtaget en anselig donation, som muliggør en realisering af vores håb og drømme for den videre udvikling af Cirkus Tværs som organisation, samt de tilbud vi kan tilbyde børnene og specielt de unge i Gellerup og omegn.
I de næste to år vil vi være støttet således, at vi kan videreudvikle de aktiviteter, vi tilbyder til børn og unge. Vi står med en ny generation af cirkusartister, som vi ønsker at fastholde, således at vi kan hjælpe dem til at realisere deres drømme, give dem selvværd og selvtillid og skabe basis for positive identitetsskabende aktiviteter med Cirkus som metode.
En helt særlig følelse
Vi er utrolige taknemmelig for, hvad fonden har valgt at gøre for Cirkus Tværs og dermed børnene og de unge i Gellerup, samt den tillid de har vist os. Det er en helt særlig følelse, når andre får øjnene op for det arbejde, vi gør, og værdien af det."
Tak er kun et fattigt ord, som Trille Hall Lucassen, direktør i Cirkus Tværs, plejer at sige, og vi glæder os til at vise fonden, hvilken forandring og forankring det kommer til at medføre over de næste to år," slutter den officelle meddelelse fra Solvejg Sandberg.