TEMA: FORDOMME. Anett Sällsäter Christiansen er afdelingsformand for Toveshøj, og så er hun også halv svensk.
Hvordan har du det fordommen om, at svenskere er autoritetstro, og Sverige er et forbudsland? 
"Jeg Jeg oplever svenskere som meget pligtopfyldende mennesker, og de brokker sig i mindre grad end danskerne. Her er en kæmpe kulturforskel. Hvis man brokker sig så meget, som danskerne er vant til, så ville du blive bedt om at dæmpe dig.
Vi svenskere elsker at stå i kø, meget nydeligt. Er der kun en kasse står man pænt og en svensker ville aldrig stille sig op og forlange, at man straks åbnede en kasse mere.
Vi har mange forbud, og mange svenskere har en mening om Systembolaget (statens vinsalgs-monopol). Mange er glade for det, mens andre vil have spiritus ud i butikkerne. Vi er lidt længere fremme med EU-direktiver end Danmark, og vi fokuserer meget på mad og miljø."
Der er fordomme om, at svenskere ingen humor har?
"Svenskere har humor, og de kan med garanti grine af de tossede danskere, og kalder det et lilleputland, som tror, at det er større end hvad det egentlig er.
Vi svenskere griner tit af, at danskerne altid bliver forvekslet med at være svenskere eller nordmænd, og danskerne bliver sure, idet mange fra udlandet tror, at Danmark er en by i Sverige."
Tænker du over disse fordomme og generaliseringer?
"Det kan være ret irriterende at høre på, at folk siger, ”der kommer den fulde svensker”, specielt når man ikke drikker.
Men skal jeg være helt ærlig, er jeg ofte kommet ud for, at folk bliver lidt reserveret når de taler med mig, de kan ikke helt regne ud, hvor jeg kommer fra. Men når jeg siger, at jeg kommer fra Sverige, så bliver jeg ofte godt modtaget, og man kan se en forvandling i ansigtet hos vedkommende.
Jeg bryder mig ikke om, at folk har forudfattede meninger, bare fordi man taler med lidt accent, så bliver man set an og ikke helt taget alvorligt. Men når man siger, at man er svensker, er der ikke noget problem. Tænk nu hvis jeg havde sagt jeg kom fra Polen?"
Hvilke fordomme har du ellers hørt om svenskere?
"De fulde svenskere, at svenskere er et lukket folkefærd, det svenske snus og surströmming (rådden sild på dåse) og man skal holde sig fra let-øllen, da den er tynd som vand.  Og så det, at Sverige modtager alt for mange flygtninge og indvandrere, så de snart er i overtal."
Har du fordomme/eller har hørt om andre grupper?
"Tyrkere, Arabere og somaliere har alle de samme fordomme om hinanden, det kommer kun an på, hvem du spørger, og ofte er det noget, de overfører til deres børn.
I Sverige kalder vi danskerne for ”de glade danskere” pga. deres smørrebrød, frikadeller og wienerbrød.  Men i Malmø kaldes danskerne det pga. druk. Og så er der en myte hos de unge svenskere om, at Christiania i det frie Danmark skal besøges mindst en gang i livet."