Når næste skoleår starter, er der stadig mange børn, der er frataget det frie skolevalg, fordi en sprogtest i foråret har defineret, at de skal gå i skole udem for deres område. Det er på skoler, som har under 20 procent tosprogede elever.
Men der er sket to ting i foråret, som sænker antallet af busbørn:
- Færre børn har sprogstøttebehov, det vil sige, at flere har et alderssvarende dansk sprog. 556 snart-skolestartere blev sprogcreenet, og 403 af dem har sprogstøttebehov. Det er 14 færre end sidste år. De fleste af dem kan blive i deres skoledistrikt, og det hænger sammen med, at Tovshøjskolen og Søndervangskolen er heldagsskoler, der må beholde alle børn med sprogstøttebehov. Tilbage var 91 skolestartere, som skal henvises til en anden skole.
- Skoleforliget, som knapt er færdigt, siger, at også Ellekærskolen bliver heldagsskole. Ydermere igangsætter skolen og Børneby Ellekær et femårigt udviklingsarbejde, som har til formål, at alle børn har et alderssvarende dansk ved skolestart. Det betyder, at 17 af nye skolebørn 91 børn alligevel ikke skal køre ud af deres skoledistrikt.
De 74 børn, der ikke kan blive "hjemme", er imidertid kun dem, der skal starte i børnehaveklassen. I debatten om busbørn er det ofte fremhævet, at ca. 400 børn "busses".
366 børn til modtageskoler
Vi har spurgt Lone Nielsen i Aarhus Kommunes ‘Pædagogik og Integration’, hvor mange børn der i øjeblikket er henvist til en modtageskole. Hun svarer i en mail:
"Sidst i november måned var der 1.557 elever, hvor sprogscreeningen havde vist, at de har et sprogstøttebehov, og som var indskrevet på en anden skole end distriktsskolen. Ud af de 1.557 elever var de 366 børn henvist til en udpeget modtagerskole. De øvrige børn var henvist til andre skoler, og dette vil i mange tilfælde være på baggrund af forældrenes ønske om optagelse af deres barn på en bestemt anden skole end distriktsskolen.
De 366 kan blive kørt i busser til modtageskolerne, de øvrige skal selv klare transporten.
Det er børn til og med 4. klasse, der er sikret plads i busserne. Er de ældre, skal de selv tage med offentlige busser. De kan dog være med i skolebussen, hvis der er plads.
Pauli Johansen, leder af Pædagogik og Integration, forklarer dette med, at det vil være for dyrt for kommunen at tage alle børn med bussen.