Capoeira, piloxing, slackline, parkour, håndhold, badminton, yoga… og listen fortsætter. Idrætstilbud i alle afskygninger findes i Aarhus. Men hvad skal man vælge?
Hvad med lidt af det hele? Det tilbud lyder fra den nyopstartede forening Sport2Go Aarhus, der er et initiativ mellem Aarhus Kommune og DGI Østjylland.
Flere unge i alderen 15-23 år skal have mulighed for at dyrke fleksibel og billig idræt efter skoletid, og de skal have lov til at zappe mellem de forskellige tilbud, indtil de finder noget, der fanger deres interesse.
Alt for mange unge stopper nemlig med at dyrke sport i byens idrætsforeninger, når de bliver omkring 15 år, viser erfaringerne. Det vil Sport2Go gøre noget ved.
Idrætsshopping
Tanken bag Sport2Go er, at de unge skal have mulighed for at snuse til en masse forskellige idrætsgrene i den 12-ugers periode et medlemskab varer.
Den unge har ingen forpligtelse til at følge bestemte hold. Man vælger helt frit, fra gang til gang og dag til dag, hvilket hold man vil følge, hvornår og hvor ofte. Foreningen giver simpelthen deltagerne mulighed for at shoppe rundt mellem et væld af idrætstilbud.
Har den unge fået blod på tanden efter de 12 uger og ønsker at fortsætte med at dyrke en bestemt idrætsgren, bliver han/hun sluset ind i en af byens etablerede idrætsforeninger, som herefter har ansvaret for at vedligeholde den unges interesse.
Alle kan være med
I Sport2Go er det underordnet, om man er nybegynder eller fitness-nørd. Så længe man er mellem 15 og 23 år, kan man være med.
Et 12-ugers medlemskab koster 375 kr., og når medlemsskabet er betalt, kan man med det samme tilmelde sig de mange aktiviteter. Tilmelding foregår via sms og kan foretages helt frem til aktivitetens start.
Først skal man melde sig ind i Sport2Go på foreningens hjemmeside. Gør man det inden 8. oktober, har man mulighed for at vinde en iPad.
Alle aktiviteter foregår inden for Ringgaden.
Læs meget mere på foreningens hjemmeside eller følg den på Facebook.