Den ene politiker bor i dag i Gellerup – når han da ikke er på Christiansborg. Den anden har i en årrække boet på Gudrunsvej. De repræsenterer hver sin blok i Folketinget, men tilsammen har de den fordel, at de kan udtale sig om Gellerup og faktisk kende til bydelen. Det er der næppe mange folketingspolitikere, der kan prale af.
Det er Jens Joel (S) og Fatma Øktem (V), der nu på søndag er gæster på Gellerup Museum, hvor der er dialog og debat om Gellerup nu og i fremtiden. Jens Joel er i øvrigt det eneste medlem af Folketinget, som bor i almen bolig.
Alle kan deltage – dog er der kun plads til 25 i museet, som ligger på Gudrunsvej 16, 6. sal. Man skal melde sig til hos Helle Hansen på tlf. 4071 8675.
Gellerupparken og Toveshøj er inde i en rivende udvikling – derfor kan det være spændende at høre, hvordan de to politikere ser Gellerupparken og Toveshøjs forandringer og fremtid.