Tag dig ikke af, hvis du i første forsøg ikke kan åbne døren til helhedsplanens nye Gellerup-kontor. Du skal bare tage fat i håndtaget øverst i døren – det er nemlig en sikkerhedsforanstaltning fra da lokalerne var fyldt med småbørn i Naturbørnehaven.
Du finder kontoret på "biblioteksgangen" på Gudrunsvej 78, og døren ER særdeles åben, forsikrer Pia Katballe Sørensen og Erik Kruse, som til dagligt vil befolke kontoret. Pia er beboersamarbejdskonsulent, og Erik er journalist, blandt andet med ansvaret for de fem skrivende fritidsjobbere – Street Reporters.
Det betyder, at man nu kan besøge Helhedsplanens kontor hver dag. Det vil sige:
- Mandag, tirsdag, onsdag og fredag: kl. 12.30-15
- Torsdag: kl. 15-17.30
Ud over de to faste medarbejdere vil kollegerne fra Gellerupsekretariatet være der på skift – det vil sige Per Frølund, Trine Kyed Jansen og de andre, der arbejder med helhedsplanen.
Svarer på alt
"Vi skal i princippet kunne svare på alt, så vi skal have os sat os mere ind i den boligsociale helhedsplanen – og tryghedsgaranti og de andre ting, som vedrører boligforeningens arbejde," fortæller Pia og fortsætter:
"Alle, der har spørgsmål eller kommentarer til helhedsplanen – eller hvad som helst – er meget velkomne her."
Man kan se plancher og modeller for "fremtids-Gellerup", og man kan få en snak om alt, hvad der vedrører helhedsplanen. Hun og Erik Kruse fortæller, at de allerede har haft en del gæster:
"Det fører ofte til snakker om, hvordan Gellerup har udviklet sig, og vi lytter lige meget til de, der brænder for helhedsplanen, som de, der ikke synes, der skal laves noget om," siger Pia.
Bypark og shoppinggade
"Nogle glæder sig til, at der kommer en bypark, og at det i fremtiden ikke vil være så "betongråt" i Gellerup. Der kom også nogle piger, som ser frem til, at Bygaden bliver til en rigtig shoppinggade for smarte Gellerup-piger.
Der er noget, som Pia Katballe og Erik Kruse lægger vægt på: det skal ikke være et "informationskontor", hvor de "informerer" beboerne.
"Vi er meget ydmyge over for beboerne, og vi vil langt hellere kommunikere med dem end informere," siger Pia Katballe.