Lige inden påskeferien gik i gang, fik Bydelsmødrene rekrutteret otte nye medlemmer, så der nu er 18 i alt.
22. marts blev otte nye Bydelsmødre uddannet, og der blev holdt en lille komsammen for at fejre dem i Beboerhuset Yggdrasil. Anden Viceborgmester Tatiana Hjorth Sørensen kom på Aarhus Kommunes vegne for at lykønske kvinderne med en flot tale og diplomoverrækkelser.
Nu er I også mødre for en hel bydel
Tatiana Sørensen roste Bydelsmødrenes arbejde meget, og der var ingen tvivl om, at hun syntes, at de gør det rigtig godt.
”Nogle gange er det hårdt at være mor. Især hvis man kommer fra et andet land, for så skal man sætte sig ind i alt muligt. Man skal lære dansk, passe familien, sætte sig ind i kommunen og udover dét stadig at være en god mor. Men man får smil og stolthed, når man ligger træt om aftenen. Og I er ikke kun mødre for jeres egne børn, nu er I også mødre for en hel bydel. Det er virkelig en gave, I giver til jeres område,” sagde hun til Bydelsmødrene.
Tatiana ser Bydelsmødre som en ressource, fordi de skaber tillid og bygger broer mellem kvinderne.
Det betyder meget
Der blev hygget og grinet meget i fredags, og de mange kvinder var stolte af at kunne få et diplom for deres arbejde på grunduddannelsen til Bydelsmor.
”Det betyder meget,” sagde en af de nyuddannede Bydelsmødre, som lige havde været oppe og hente sit diplom. Hun fik også en badge, som markerer, at hun kan være en stolt Bydelsmor.
Lone Hedelund, som stod for arrangementet i fredags, har en stor kærlighed til Bydelsmødrene, og hun afsluttede diplomoverrækkelsen med en opfordring til både de gamle og nye Bydelsmødre:
”Nu skal I ud og bruge jeres viden. Nu kan I gå ud og dele jeres viden med andre, og I kan hjælpe dem, hvis der er nogen, der har brug for det. Nu ved I også, hvordan man kan samle folk op, hvis de har det svært.”
Du kan kontakte Bydelsmødrene på deres Facebookside ’Bydelsmødre – Gellerup’, på mailadressen bydelsmor8220@hotmail.com eller Lone Hedelund på nummeret 89409640.