I Gellerup findes der mange sundhedstilbud, og det kan nogle gange være lidt svært at skelne mellem, hvad de enkelte steder tilbyder af råd og vejledning. De vil allesammen gerne hjælpe folk i Gellerup med at ændre usunde madvaner, give råd omkring motion, og at det er vigtigt at være en sund rollemodel for sine børn.
Selvom begge tilbud er gratis for beboerne i Gellerup, hvad er så forskellen på nogle af de sundhedstilbud?
Sundhedshuset
Sundhedshuset ligger inde på Gellerup Bibliotek, og her er Jytte Steengaard koordinator og uddannet sundhedsplejerske. Hun fortæller, at der er f.eks. grupper for kvinder, som ønsker at tabe sig, og så er der grupper for unge mødre, hvor de kan stille spørgsmål om deres børn og deres trivsel i forhold til emner som madvaner, søvn og sygdomme.
Dernæst kan man komme og spørge sundhedsplejersken om sprog og opdragelse, tandpleje og sund kost til børn. Det er altså med primært fokus på gravide og småbørnsfamilier.

Men går nogle af disse emner ikke igen hos Folkesundhed Aarhus og Sundhedscaféen i Tousgårdsladen?
Folkesundhed Aarhus
Folkesundhed Aarhus har en afdeling i Globus1 på Gudrunsvej, og har været der siden 1. januar 2013. De tilbyder også råd og vejledning om kost og motion ligesom Sundhedshuset. Men Folkesundhed Aarhus har større fokus på livsstilsændringer.
”Vi vil gerne hjælpe med at omsætte viden til handling i forhold til sukkersyge og hjertekarsygdomme. Vi har fokus på at ændre livsstilen sammen med de voksne beboere fra Gellerup,” siger Sussi Østerby, som er sundhedskonsulent i Folkesundhed Aarhus.
Der tilbydes længerevarende forløb hos Folkesundhed Aarhus, så borgere kan få støtte og vejledning til kost- og motionsvaner. På stedet er der nemlig tilknyttet en sygeplejerske , to fysioterapeuter og diætist, som kan hjælpe både kvinder og mænd med livsstilsygdomme som for eksempel sukkersyge, kroniske smerter, hjertekarsygdomme eller rygning.
www.folkesundhedaarhus.dk 
Sundhedscaféen i Tousgårdsladen
Og så er der Sundhedscaféen i Tousgårdsladen, som tilbyder et gratis sundhedstjek for mænd, kvinder og børn. Det er et tilbud, som bliver flittigt brugt hver onsdag mellem 13-15:30. Sundhedscaféen fokuserer ligesom de to andre sundhedstilbud på en sund krop, men denne café har også den mulighed at iværksætte andre sunde aktiviteter, hvis der er behov for noget nyt. Sundhedscaféen henviser én videre, hvis man er interesseret i at lede efter nye aktiviteter.
Folkesundhed Aarhus og Sundhedshuset har bedre mulighed for at behandle og følge forløb i forhold til Sundhedscaféen.

Sundhedscafeen er et projekt under Det boligsociale Fællessekretariat