I Sigrids Stue handler det som altid om at være kreativ, finde sin indre kunstner og samtidig have det sjovt med det. Sigrids Stue ligger nu på Bentesvej 23, 3. tv, og den skarpe læser ville kunne genkende, at der noget særligt ved denne blok. Det er nemlig én af de blokke, der skal rives ned i forbindelse med helhedsplanen! Men hvorfor flytter Sigrids Stue ind i en lejlighed, som alligevel bliver revet ned om maximum et par år?
Det var faktisk et kriterie
Ann-Sofie Christensen, som er projektkoordinator på Sigrids Stue, synes, at det på ingen måde er mærkeligt at flytte ind i en blok, som skal rives ned i den nærmeste fremtid.
”Vi havde det sådan, at det faktisk skulle være et kriterium! Vi ville gerne flytte ind i én af blokkene, som skal rives ned, for det giver virkelig inspiration til at være kreativ. Vi bor nu et sted, som ikke kommer til at være her mere om nogle år. Det er en nemlig en lidt skør tanke, at fremtidens boligplan for os er ukendt og uklar. Den tanke vil vi gerne arbejde videre med som inspirationskilde med blandt andre lokale kunstnere,” siger Ann-Sofie.
Ann-Sofie siger endvidere, at der ligger en vis utryghed i, at man ikke ved, hvad der sker nu, eller hvad kommer til at ske. Hun ser nemlig både nedrivningen og forandringen som inspiration, både utrygt og trist men også at det er en spændende tid, som kommer til at præge Gellerup de næste mange år. Hun har en drøm om, at de lokale kunstnere kunne komme og bruge forskellige temaer som udgangspunkt for kreativitet.
Design af en hel opgang eller en hel blok
Muligheden for at kunne bruge hele blokken og hele opgangen som et lærred for kunst har også været på tale. ”Det kunne være så fedt at designe en hel opgang eller en hel blok med kunst og så kunne man invitere til en kæmpe fernisering, hvor alle folk kunne komme og se kunsten,” siger Ann-Sofie med et kæmpe smil. Hun glæder sig til at kunne benytte sig af det ”tomrum”, der lurer i opgangen på Bentesvej.
Siden august 2011 har Sigrids Stue haft adresse tre forskellige steder, herunder Nordgårdskolen, Naturbørnehaven og Foreningernes Hus. Nu bor de i en blok, der skal rives ned, så det ser ud til, at de skal flytte adresse endnu en gang. Men hvor de flytter hen efter nedrivningen, forbliver et åbent spørgsmål lidt endnu.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.