Det bliver dyrere at få en lejlighed i Gellerupparken, idet indskuddet stiger fra godt en måned til tre måneders husleje. Men passer man godt på den, så får man alle pengene tilbage.
Afdelingsbestyrelsen har besluttet stigningen, fordi der har været et netto-tab på 1,7 mio. kr., som fraflyttere skylder. Det har kostet 3,4 mio kr. at sætte fraflyttede lejligheder i stand i 2012, men kun 1,7 mio. kr. er kommet ind via lejernes indskud.
"Vi kan risikere, at vi ikke får pengene ind fra de fraflyttede lejere. Men tabet går til inkasso hos hver enkelt fraflyttede lejer, og det betyder, at de måske står med gælden de næste 20-25 år, for vi opgiver ikke kravet," sagde regnskabschef Mogens Clingman på afdelingsmødet.
Ved at hæve indskuddet til tre måneder, er der bedre chancer for, at istandsættelsen ikke bliver dyrere end indskuddet.
Helle Hansen sagde, at det stadig er billigere at leje sig ind i Gellerupparken end i mange andre afdelinger, hvor man fra dag 1 skal af med tre måneders husleje plus tre måneders indskud.
Malek El-Batran – selv afdelingsbestyrelsesmedlem – var imod forhøjelsen. Han mente, at boligforeningen må betale tabet.
"Boligforeningen er jo os selv. Det er derfor, at indskuddet må sættes op," svarede Mogens Clingman.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.