Som en konklusion på borgmester Jacob Bundsgaards tre ugers ophold i Gellerup, var han mødt op på Samvirkets møde for at fortælle om, hvad han havde oplevet.
De sidste tre uger har borgmesterkontoret ligget i Gellerup. Fra denne base fra Jacob Bundsgaard kunne opleve Gellerup på helt tæt hånd og beboerne har kunnet møde ham. Han har brugt tiden på at mødes med lokale samarbejdspartnere, men også bare gå rundt i området og møde folk. Han er blevet taget godt imod, og mange har ønsket at snakke med ham.
Borgmesteren mener, at Gellerup fylder meget. Også for folk, som ikke bor i området eller som aldrig har været i området. Men han mener, at selvom området fylder meget, er det et dejligt område med meget varme og mange ildsjæle. En global landsby, hvor mange insisterer på, at det skal være et godt sted. Disse ildsjæle og frivillighed skal være rammen for et godt liv. ”En platform for de drømme man har for det liv man vil leve,” sagde Jacob Bundsgaard.
Inspiration fra Island
I Islands hovedstad Reykjavik har man en lidt speciel borgmester. Han hedder Jón Gnarr og er komiker, som kom til magten i 2010. Han er utraditionel i sine metoder og bruger ofte politiske parodier for at få sine holdninger igennem.
Ham nævnte Jacob Bundsgaard som sin inspiration. Han vil gerne bruge Jón Gnarrs eksempel med at sætte politik lidt på hovedet og få rusket tingene lidt op. I Reykjavik har borgmesteren nemlig også flyttet sit kontor rundt i byen for at se byen fra andre vinkler. ”Det er sundt at se verden fra et andet sted engang imellem,” mente Jacob Bundsgaard.
De andre magistrater burde også flytte til Gellerup
Et forslag fra salen lød på, at de andre magistrater i Århus skulle prøve at flytte til Gellerup for at finde ud af, hvad der sker i området. Det forslag kunne borgmesteren tilslutte sig, da de på den måde måske kan få ændret deres perspektiv.
Her nævnte borgmesteren, at helhedsplanen er en god grund til at tage ud og se, hvad der foregår. For Gellerup står foran mange forandringer, og han håber, at disse forandringer gør, at byen bliver åbnet mere op for resten af byen med arbejdspladser, uddannelser og nytilflyttere. For fysisk nærhed skaber også relationer, slutter han.
Jacob Bundsgaard er nu tilbage på rådhuset.