Der er lidt regnbyger, men mest skinner solen over ACFCs fodboldbaner, der i denne uge er en myretue af børn, bolde og trænere. Der er fodboldskole – den tredje af slagsen, og i år er der også et hold piger på banen.
Nogle af pigerne spiller i forvejen fodbold i en klub, andre gør det på skolen, men der er også nybegyndere, der skal ind i det med at drible og tackle.
"Jeg er god til at stå på mål," erklærer Aia, som er den af de små på holdet, og som har det sjovt på fodboldskolen.
Det er unge mænd, der træner pigerne, og de fortæller, at der er nogle dygtige fodboldpiger på vej, som kan blive pigetrænere på fodboldskolen om et år.
Drenge som piger har landsholdets rød-hvide dragter på, og det er med til at samle Gellerup-børnene.
"Det er en måde at vise, at de er accepteret," siger ACFCs formand Afif Abdallah.
Denne tirsdag formiddag er også tidspunktet, hvor der kommer et par kendte mennesker og et par journalister – så skal alle børn samles til holdopstilling.
Byens borgmester Jacob Bundsgaard, ja han var der også et par gange i går, både til fodboldskolen og senere til den somaliske nationaldag.
"Ja, jeg kommer så ofte, at ACFC har inviteret mig til at spille på deres oldboys-hold!"
Henvendt til børnene spørger han, om de er lige så skarpe som dagen før, og det er de skam – undtagen en enkelt dreng, der siger nej. "Så må du lige stramme op," smiler borgmesteren og er i det hele taget glad for, at Dansk Boldspilunion (DBU) laver fodboldskolen sammen med ACFC. Fodbold er godt, fordi man lærer at samarbejde igennem sporten.
"Fodboldksolen er med til at løfte niveauet, og I bliver bedre, når I kommer tilbage til træning. Og hvis I ikke går i en fodboldklub, så skulle I tage og gøre det!" lød borgmesterens opfordring – hvorefter flere svarede "Jeg går i klub!"
Jesper Møller, næstformand i DBU, sagde også nogle pæne ord og roste især pigerne for at stille op til fodboldskolens første pigehold
Fra Dansk Idrætsforbund sagde bestyrelsesmedlem Bent Clausen, at Gellerup var først med fodboldskole i udsatte boligområder og har dermed været pioner for andre fodboldskoler i Get2 Sport-sammenhæng.
"Det er landets bedste fodboldskole," erklærede han kort og godt.