Kunstner Nicolai Juhler, tidligere beboer i Gellerup, drømmer om at forskønne processen ved nedrivningsarbejdet på Bentesvej.
Nicolai Juhlers vision er at skabe en nænsom overgang fra, at der er boligblokke til, at de pludselig er væk. Boligblokkene, der langsomt efterlades af beboerne, vil stå tomme og kolde hen i deres rå beton. Nicolai Juhler vil benytte sig af planter til at skabe en modvægt til det.
Planterne skal skabe liv og varme. Overgangen skal samtidig også ses som en tilbagevenden til naturen og markerne, der var før boligblokkene kom til. Helt konkret er ideen at lade planter overtage bygningens altaner én efter én i takt med, at beboerne flytter ud for til sidst at dække det meste af bygningen. Nicolai Juhler taler om ”at sprænge altanerne og bombe dem med grønt”. Bregner, efeu og andet grønt skal pryde altanerne.
”Og på den måde udnytte det vakuum, som opstår, indtil alt det andet går i gang,” forklarer Nicolai Juhler.
Planter skal genbruges
Han ønsker i øvrigt ikke, at planterne går til spilde, når blokkene fjernes.
”Derfor indtænker vi et væksthus, hvor planterne kan flyttes hen, og vi arbejder på en grøn strategi for det fortsatte arbejde med grønne oaser i Gellerup,” siger han.
Projektet er ikke billigt. Der skal søges fonde, så projektet ikke belaster helhedsplanens budget. Han samarbejder med Brabrand Boligforenings sekretariat, hvor man også arbejder med Urban Gardening.
Nicolai Juhler har valgt disse bygninger i Gellerup, fordi de i den arkitektoniske fremtoning er unikke. Bygningerne har mange altaner og er relativt lave, hvilket vil gøre projektet muligt.
Nicolai Juhler er ikke den eneste, der har kunstneriske ambitioner for nedrivningen af boligblokkene. Sigrids Stue ønsker også at arbejde med overgangen, der opstår i nedrivningsarbejdet. De har mange idéer til, hvordan overgangen kunne skabes. Eksempelvis har de tanker om at arbejde med lysinstallationer til at skabe skygger, farver og nuancer over boligblokkene. Samtidig synes de fra Sigrids Stue også, at Nicolai Juhlers visioner er meget inspirerende, og hvem ved, måske kommer der et samarbejde ud af det i fremtiden?
Guerilla-gartner
Nicolai Juhler har erfaring med planter i bymiljø. Han har tidligere lavet en programserie på DR2, der hedder ’Guerilla Gartnerne’. Her tog han og et team ud til forskellige byer og forskønnede et lille område med grønt. Også i Aarhus har han været på spil ved ”Urban Guerilla Gardening – Årets sjoveste havedag” sidste forår.