Selvom onsdag næsten blev druknet i regn, var en masse unge og børn med til den fjerde Gellerup-cup ved KLIG i sommerferien. Selv de mindste havde det sjovt, selvom de var oppe mod overmagten.

Der var hold i alle aldersklasser, som var delt op i grupper, men det yngste hold var et hoved lavere end alle de andre spillere, men det så ikke ud til at slå dem ud.
De kaldte sig selv FC Århus Vest og bestod mest af børn, som gik til fodbold sammen i Brabrand IF, og man kunne se på deres spil på banen, at de havde spillet sammen før. En mor, der var mødt til for at støtte sin søn og hans fætre fortalte, at disse børn havde kendt hinanden blev fra vuggestuen og de derfor spillede så godt sammen.
Fik bank hver gang
De havde stillet op til Gellerup-cup’en alle ugerne og havde hver gang fået bank af de andre hold med større spillere, men de stillede troligt op ugen efter, uden at kny. 
Moderen, som ikke ville ud med sit navn, var lidt skuffet over, at ingen andre forældre var dukket op for at støtte deres børn til turneringen. ”De sidder jo bare derhjemme alligevel.”
Den eneste anden forælder, som var med FC Århus Vest, var holdet træner, som også havde en søn på holdet. Han gav flittigt peptalks til holdet under kampen og efter kampen. Ved hvert nederlag forklarede han dem, at de kæmpede flot, men at de var oppe mod overmagten.
Igen tabte FC Århus Vest alle deres kampe, men de kæmpede godt og lavede driblinger, som selv Messi ville være stolt af. Det er bare svært at vinde, når modstanderen er mindst et hoved højere end en selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.