Kan du lide at snakke med mennesker og vise Gellerup frem for besøgende? Så kan du blive guide på nogle byvandringer i Festugen.
Som en del af Aarhus Festuge 2013 er tanken at invitere resten af Aarhus indenfor i Gellerup, til byvandringer rundt i området, så de kan få et indblik i det liv, som foregår her, på en anden og sjovere måde end de ellers er vant til.
Byvandringerne skal være med til at fjerne den utryghed, som nogle aarhusianere føler ved at besøge et udsat boligområde som Gellerup. Det Kriminalpræventive Råd finansierer projektet i flere byer, og her i Gellerup er Festugen valgt til byvandringer.
Hvis du har lyst til at blive guide på en, to eller tre rundvisninger, kan du deltage i en introduktionsdag søndag den 18. august på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6. th. Meld dig som interesseret til Helle Hansen på hellehm@gmail.com
Ingen kender området bedre
Fordelen ved, at det er beboerne selv, der viser rundt, er klar. Ingen kender området bedre, og beboerne kender de spændende kroge af Gellerup og de bedste steder at få en kop tyrkisk kaffe eller en god shawarma.
Der bliver altså forskellige ruter – og du er med til at bestemme, hvor de er, og hvad du vil fortælle om.
Bliver det en succes, kan det blive et fast tilbud til aarhusianerne at vise det mangfoldige og livlige Gellerup frem.